Fra 2024 skal alle DR-produktioner udarbejde en bæredygtighedsplan. Produktioner af en vis størrelse og type skal også udarbejde et CO2-budget og et CO2-regnskab.
DR arbejder aktivt med at reducere sit samlede klimaaftryk. I den forbindelse spiller også DR’s produktioner en rolle, og DR arbejder målrettet på at producere så bæredygtigt som muligt.
DR har siden 2020 været medlem af alliancen ’Bæredygtig film- og tv-produktion’ (BFTP). Alliancen arbejder sammen om, hvordan mediebranchen kan blive mere bæredygtig. Første formelle spadestik til mere bæredygtige produktioner tog DR i starten af 2023, da DR besluttede, at alle interne produktioner skal følge rådene i BFTP-håndbogen, der er branchefællesskabets fælles håndbog med råd og vejledninger til, hvordan man kan gennemføre mere bæredygtige tv-produktioner.
Nu skærper DR kravene yderligere.
Det betyder, at fra 1. januar 2024 skal alle nye DR-produktioner, både interne og eksterne, levere en bæredygtighedsplan forud for produktionsstart. Senere på året øges dette krav til også at omfatte et CO2-budget og et CO2-regnskab for produktioner af en vis størrelse og type. Det kan for eksempel være produktioner med meget rejseaktivitet eller store produktioner med mange deltagere. Endelig skal udvalgte produktioner og tv-shows arbejde for at blive certificeret i bæredygtig produktion.
Naturligt næste skridt
Underdirektør i DR Økonomi Niels Ammitzbøll, kalder det et helt naturligt næste skridt i forhold til DR’s bestræbelser på at mindske sit klimaaftryk så meget som muligt:
- Bæredygtighed fylder af gode grunde meget i danskernes hverdag i alt fra affaldssortering til transport, og det er helt naturligt, at det også er noget, vi arbejder aktivt med i DR. Vores arbejde med samfundsansvar dækker hele DR’s værdikæde fra indkøb til publicering, og her spiller DR’s produktioner naturligvis en central rolle, siger han.
Pia Halldorsson, der er CSR-konsulent i DR, uddyber: - Arbejdet med bæredygtighed i tv-branchen er i kraftig udvikling. Der er generelt enighed om at bidrage, hvor man kan, og derfor er det et helt naturligt næste skridt, at DR nu skærper kravene yderligere, så dansk tv-produktion bliver så bæredygtig som overhovedet muligt.
DR har de seneste år gennemført pilotprojekter med udvalgte produktioner, hvor bæredygtighed er tænkt ind i alle led af produktionskæden. De erfaringer bringes nu videre i DR’s samlede indsats for, at alle produktioner bliver så bæredygtige som muligt.
- Bæredygtig tv-produktion handler om alt fra indkøb af udstyr til energi, transport, affald og genanvendelse af materialer. Nogle indsatser er lettere af implementere end andre, så det er nødvendigt, at hele branchen arbejder sammen om nye måder at producere på, fortæller Pia Halldorsson.
DR har de seneste år, gennem branchesamarbejdet BFTP, medvirket til uddannelse af branchens medarbejdere i mere bæredygtig produktion. Både DR’s medarbejdere og eksterne producenter, der nu også bliver omfattet af DR's krav om bæredygtige produktioner, vil løbende blive tilbudt uddannelse i bæredygtig produktion via branchesamarbejdet.