DR snupper tv-vært fra konkurrenten

Nyheder
Foto: DR
Et af DRs programmer får ny vært

Lige nu læser andre også

’Detektor’ har eksisteret siden 2011, og det er således en stolt tradition Adina Ren skal løfte som ny vært på programmet, og være med til at forny. Programmet sender i denne sæson sidste gang fredag og går derefter i gang med at udvikle den nye udgave af ’Detektor’, der er klar til efteråret og kommunalvalget. Programmet vil fortsat udkomme både på P1, som podcast og på dr.dk.

Adina er først og fremmest en uforfærdet vært, der ikke er bange for at stille skarpe spørgsmål, også når stemningen bliver dårlig.

"Detektor har en stolt tradition og en fortsat vigtig opgave. I en digital tidsalder er det stadig sværere at iagttage den samme virkelighed. Vi deler os ikke blot efter overbevisning, men også efter egne fakta. Det er ’Detektors’ fornemmeste opgave at arbejde for, at vi kan tale sammen på et fælles grundlag. Vi skal ikke være enige om alt, men vi skal tage afsæt i den samme virkelighed," siger Nikolai Thyssen, kanalchef for P1, og fortsætter:

"De sociale medier har ikke gjort det nemmere, men omvendt er det ikke et nyt fænomen, at sandheden halser efter løgnen. Det er et grundvilkår for den offentlige debat, men også et vilkår ’Detektor’ er sat i verden for hele tiden at udfordre, og derfor bliver det også både en vigtig og svær opgave," Adina Ren skal løfte sammen med redaktionen.

Den helt rette til opgaven

Adina Ren er 27 år og kommer fra TV 2, hvor hun det sidste års tid har været en del af programmet ’Gravergruppen’. Hun har tidligere været på et kort visit på P1 og har arbejdet som journalist på Radio24Syv. Ifølge redaktionschef for ’Detektor’, Jakob Sloma Damsholt, er Adina Ren den helt rette til opgaven: Uforfærdet, nysgerrig og insisterende.

"Adina er først og fremmest en uforfærdet vært, der ikke er bange for at stille skarpe spørgsmål, også når stemningen bliver dårlig. Når ’Detektor’ vender tilbage, bliver det med det kritiske interview som en central del af programmet, og det kræver, at man både har evnen til at høre, hvad der bliver sagt, og til at afbryde og holde fast. Jeg er sikker på, det er en disciplin, Adina vil mestre."

Adina Ren selv glæder sig til at komme i gang med både at drille, oplyse og nørde igennem:

"Det bliver så fedt at være med til at udvikle det solide koncept ’Detektor’. Jeg har høje ambitioner, og med den drøm af en redaktion, der er sat, er jeg sikker på, vi kommer til at stille magthavere til ansvar, mens vi driller, oplyser, nørder og underholder lytterne," fortæller hun i pressemeddelelsen. 

Adina Ren afløser den afgående vært, Camilla Stampe, som skifter til TV 2’s redaktion på Christiansborg, efter otte år i DR, hvor hun siden 2017 har været på ’Detektor’. Næste sæson af programmet udkommer fra september.

 

Anbefalet til dig