DR-stjernen Stéphanie Surrugue hyldet med stor pris

Af: Thea Andersen

|

29/08/2023

Nyheder
Foto: Shutterstock.com
Foto: Shutterstock.com
Stéphanie Surrugue modtager fornem anerkendelse fra Copenhagen Goodwill Ambassadors for sin roste TV-serie om danskere rundt om i verden.

Lige nu læser andre også

Den kendte TV-vært og udenrigskorrespondent Stéphanie Surrugue er årets vinder af Copenhagen Goodwill Ambassadors-prisen for programserien ’Danskere i Verden’, der skildrer nulevende og tidligere danskere, der på hver sin måde har sat deres aftryk rundt om på kloden.

Ved et storstilet arrangement på Københavns Rådhus fik den folkekære journalist overrakt prisen af formanden for Copenhagen Goodwill Ambassadors, tidligere overborgmester i København, Jens Kramer Mikkelsen.

Her begrundede han, hvorfor valget var faldet på Stéphanie Surrugue og DR-programmet, der har været rundt på alle kontinenter for at fortælle om danskere, der er søgt ud – men som på samme tid har udbredt kendskabet til Danmark i fjerne egne, skriver Copenhagen Capacity i en pressemeddelelse.

”Stéphanie Surrugue har givet os et unikt indblik i, hvad det at skifte Danmark ud med det store udland kan bringe med sig på godt og ondt. Den kombination af udlængsel og hjemve, der er genkendelige følelser blandt så mange, er også følelser hun selv kender til – som har præget hendes virke som journalist og som nu har været med til at formidle så stærke historier,” sagde Jens Kramer Mikkelsen.

Programserien, der trak store seertal, ligger på mange måder ganske tæt op ad selve grundtanken bag Copenhagen Goodwill Ambassadors: At bringe Danmark til verden og verden til Danmark.

Og netop den grundtanke var også noget af det, Stéphanie Surrugue pointerede i sin takketale.

”Jeg er særligt glad for at modtage prisen, fordi den er uddelt af mennesker, der om nogen ved, hvad det var, jeg og mine dygtige kolleger forsøgte at fortælle med ’Danskere i Verden’. At der er insoirerende danskere, som er draget ud og som har skabt sig liv og tilværelser rundt om, men som aldrig har glemt deres ophav. Jeg ved, at Copenhagen Goodwill Ambassadors genkender den følelse,” sagde Stéphanie Surrugue.

Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) var vært for arrangementet, der er kulminationen på Copenhagen Goodwill Ambassadors årlige møde i København. Her samles de 50 medlemmer af korpset for at udveksle erfaringer og skabe netværk – alt sammen med det formål at promovere København og tiltrække international opmærksomhed. 

Det er kun anden gang, prisen uddeles. Sidste år var det foreningen ’Fair og Fornuftig’, der stiftet af Benjamin Schenkel og Mads Rønne Almassalkhi, som løb med æren for deres evne til at sætte fokus på dansk udlændingepolitik.

Om Copenhagen Goodwill Ambassadors

Copenhagen Goodwill Ambassadors blev stiftet i 1996 og er et netværk af ca. 50 danske erhvervsfolk placeret i ledende stillinger i over 25 forskellige lande.

Netværket er en velfungerende platform til national og international netværksetablering, branding og promovering af København samt Danmarks konkurrencedygtighed indenfor investeringsfremme, kultur og turisme. Netværket drives af Wonderful Copenhagen og Copenhagen Capacity ved sekretariatschef Line Olufson Bruun.

Om årsmødet

Årsmødet er nerven i Goodwill Ambassadors’ aktiviteter og består i sin kerne af dialog og diskussion med ministerielle organer, dansk erhvervsliv, kulturorganer, forsknings- og uddannelsesinstitutioner om dansk konkurrenceevne med det formål at identificere internationale udfordringer og løsninger for København og Danmark, samt at klæde Goodwill Ambassadørerne på til at promovere hovedstaden internationalt.

Anbefalet til dig