I weekenden deltog dronning Margrethe i gudstjenesten i Asminderød Kirke, der ligger ved Fredensborg. Her har dronning Margrethe for tiden residens, mens kronprinsfamilien bor i Kancellihuset.
Dronningen var dog ikke alene, fortæller Kongehuset. Ved sin side havde hun selskab af sit barnebarn og en af landets kommende konger prins Christian. Prinsen er netop i gang med forberedelserne til sin konfirmation, der finder sted i løbet af foråret.
Foto: Keld Navntoft, Kongehuset
Corona-pandemien har ellers udskudt den royale festdag af flere omgange, men nu er der blot tre uger til, at den store dag oprinder for prins Christian.
Forbereder sig
Det var kongehuset selv, der offentliggjorde flere billeder fra dronningen og prinsens tur i kirke. Samtidig satte hoffet også et par ord på turen.
"Den 25. april 2021 deltog H.M. Dronningen og H.K.H. Prins Christian i søndagsgudstjeneste i Asminderød Kirke ved Fredensborg," skriver Kongehuset i en pressemeddelelse.
Sangstemmen fik de dog ikke trænet, da gudstjenesterne i kølvandet på COVID-19 fortsat afvikles uden fællessang.
Foto: Keld Navntoft, Kongehuset
"Prinsen skal om tre uger konfirmeres i Fredensborg Slotskirke, og op til den kirkelige højtidelighed er det en del af Prins Christians konfirmationsforberedelse at gå i kirke. Dagens gudstjeneste var uden fællessang men med altergang, og den blev forestået af sognepræst Simon A. Drigsdahl."