Når Dronning Margrethe til april fylder 80 år, så fejres et langt liv i offentligheden.
Siden hun var en lille prinsesse, har alle ord fra majestætens mund været af særlig interesse for danskerne. Det er en af grundene til, at 500 citater fra dronningens mund nu udgives som en bog.
Bogen er en opdatering af forfatter Jens Andersens unikke samling af citater fra dronningen. Citaterne stammer fra taler, bøger og interviews helt tilbage fra 1960'erne og frem til nytårstalen sidste år.
Med nyt forord om Dronningens helt særlige forhold til det danske sprog
”Der er ikke noget område i kunsten og kulturen, hvor Dronning Margrethe har leget så konstant og så kreativt som i det danske sprog. Ingen anden regent i danmarkshistorien har efterladt sig så megen mundtlig og skriftlig dokumentation for denne kulturbærende indsats. Gennem et halvt århundrede omtrent har vi danskere kendt Margrethe 2. som en passioneret nytårstaler, der altid har noget på hjerte, formår at udtrykke sig elegant, lyrisk og humoristisk," fortæller forfatteren selv i bogens forord.
Inden han uddyber sin pointe.
"Vi danskere kender derfor vores dronning som en levende, mundtlig fortæller og ikke så lidt af en sproglig improvisator med et ordforråd, der synes at være i ustandselig bevægelse år efter år. Her taler en nysgerrig og bevidst sprogbruger, der altid har forberedt sig grundigt, kan sine ordbøger og grammatik, men samtidig har antennerne langt ude efter nye, spændende ord og udtryk, hvad enten de kommer fra nutiden eller fortiden – eller fra et af de fire sprog, Dronning Margrethe behersker ud over dansk. En sproglig vitalitet, der dybest set handler om at se og forstå det danske sprog indefra.”
Taler om børn, miniskørter og sin egen kørsel
Ingen danskere kender dronning Margrethe som en regent, der er bange for at tage bladet fra munden. Tværtimod. Dronningen har ved adskilllige lejligheder demonstreret både sit vid og sin humor.
Hvis man skulle være i tvivl, følger herunder seks citater fra bogen.
”Jeg har forsøgt at holde min børn lidt i ørerne, hvad sproget angår, men omvendt samler jeg også mange udtryk op fra de unge og kan lide at variere. Nogle gange går man i shorts og T-shirt, andre gange i kjole, ikke sandt?”
”Nok er Danmark et lille land, men vi skal passe på, at vi ikke bliver et småligt land.”
”Miniskørter er ikke umulige, men mange ben er det.”
”Man ville ikke dø af min mad, men jeg er ikke sikker på, at man ville overleve min kørsel.”
”Jeg kan godt lide at vende vrangen ud på et udsagn og se det efter i sømmene.”
”Selv om man vælger med hjertet, behøver man jo ikke at slå hjernen fra.”