Prins Christian kan ikke blot glæde sig over at være fyldt 18 år. Det er en alder, hvor mange glæder følge med. Blandt andet betyder det, at han er myndig, at han kan tage sit kørekort, og meget andet.
Hvad han også kan glæde sig over er, at han i anledning af sin 18-års fødselsdag er blevet hædret af sin farmor, dronning Margrethe.
I en pressemeddelelse skriver Kongehuset, at hun som en særlig fødselsdagsgave til den unge prins har hædret ham med Elefantordenen.
Det oplyses ligeledes, at det skete under private former i Frederik VIII's Palæ lørdag formiddag.
"Hendes Majestæt Dronningen har i dag tildelt Hans Kongelige Højhed Prins Christian Elefantordenen. Det skete under private former i Frederik VIII’s Palæ her til formiddag," lyder det i pressemeddelelsen
Derfor kunne han også bær Elefantordenens såkaldte roset i reversen på sin jakke, da han kl. 12 trådte ud på balkonen for Frederik VIII's Palæ. Desuden fremgår det også, at han vil bære Elefantordenen ved gallataflet på Christiansborg Slot senere i dag den 15. oktober 2023.
Elefantordenen er både den ældste og fornemste danske ridderorden, som har en historie, der strækker sig helt tilbage til 1400-tallet. Derfor er det også kun ganske få, der bliver tildelt denne orden. Som udgangspunkt bliver den kun givet til kongelige og statsoverhoveder.
Normalt bliver det heller ikke oplyst, hvem en elefantorden tidligere har været tildelt. I prins Christians tilfælde er det dog anderledes. Det skyldes, at det i den nære kongelige familie er tradition for, at bestemte elefantordenstegn 'falder i arv'.
Det betyder også, at det er en helt særlig elefant, som den unge prins Christian er blevet tildelt af dronning Margrethe.
"Den elefant, som Prins Christian i dag er tildelt, har således senest været båret af Prins Christians farfar, Prins Henrik. Elefanten har til lejligheden gennemgået en mindre restaurering, hvor den blandt andet er blevet påført Dronningens monogram, idet en elefant ved tildelingen altid bærer den siddende monarks monogram," oplyser Kongehuset i pressemeddelelsen.
Da prins Christian nu kan kalde sig selv for elefantridder, skal han også have malet sit eget, personlige våbenskjold. Når det er blevet færdiggjort, vil det blive ophængt i Ridderkapellet på Frederiksborg Slot i Hillerød.
Derudover melder han sig ind i en fornem klub af personer, der er blevet tildelt ordenen. Det gælder blandt andet Dronning Margrethe, prinsesse Benedikte, dronning Anne-Marie, Norge og Sveriges konger, kronprins Haakon samt kronprinsesse Victoria.
Desuden omfatter det også hans forældre, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, mens både prins Joachim og prinsesse Marie også er blevet tildelt ordenen.