Guld, sølv og ædelsten - det er der uden tvivl massevis af blandt dronningens smykker.
Men der er også plads til plastik.
I anledning af dronning Margrethes regeringsjubilæum i 2022 får danskerne mulighed for at se nogle af dronningens private smykker og høre historierne bag.
Det sker i bogen "En dronnings smykkeskrin", og det er altså ikke kun guld og sølv, som regenten pynter sig med i ny og næ.
For 20 år siden fik dronningen øje på et par blå plastikøreklips i en Matas-butik i Gråsten. Dem blev hun så betaget af, at de røg ned i kurven og med hjem.
"Jeg synes selv, at de er flotte. De er lækre, de er flot blå, det er en ærlig blå farve, og det er plastik, men når det er en god kvalitet, så er det godt. For mig er det sådan et rigtigt sommersmykke: Jeg kommer i sommerhumør, når jeg tager dem frem," siger dronningen i bogen 'En dronnings smykkeskrin' ifølge TV 2.
De blå øreklips har dronningen blandt andet haft på tilbage i 2019, hvor hun overværede den kongelige sommerballet.
"Jeg synes selv, at de er flotte. De er lækre, de er flot blå, det er en ærlig blå farve, og det er plastik, men når det er en god kvalitet, så er det godt," lyder det om købet fra Matas. Foto: Klaus Bo Christensen/Christensen Klaus Bo/Ritzau Scanpix.
Sådan fejres dagen
Den 14. januar 2022 har dronning Margrethe været regent i Danmark i 50 år.
Det skulle have været fejret med en række begivenheder, der skulle have markeret dronningens 50-års Regeringsjubilæum.
Men det har corona sat en stopper for. Heldigvis er det ikke alt, der er aflyst. Dele er blot udskudt og vil i stedet blive afholdt 10. og 11. september.
Selvom der er en del, der er udskudt til september, så vil der også være ting på programmet på fredag, hvor jubilæet reelt set er.
Fredagens program ser således ud, oplyser kongehuset:
Kl. 9.30: H.M. Dronningen indleder dagen med statsråd på Christiansborg Slot sammen med H.K.H. Kronprinsen.
Kl. 10.00: H.M. Dronningen, Kronprinsparret, D.K.H. Prins Joachim og Prinsesse Marie samt H.K.H. Prinsesse Benedikte er til stede ved Folketingets officielle markering af regeringsjubilæet.
Kl. 12.00: H.M. Dronningen, Kronprinsparret, D.K.H. Prins Joachim og Prinsesse Marie samt H.K.H. Prinsesse Benedikte deltager i kranselægning ved Frederik 9. og Dronning Ingrids grav ved Roskilde Domkirke.
Corona-aflysning fra Grækenland
Desværre bliver fredagens fejring uden dronning Anne-Marie, dronning Margrethes ene søster.
Det oplyser kongehuset på sin hjemmeside.
Foto: Bonnerup Claus/Ritzau Scanpix.
Dronning Anne-Maries mand, kong Konstantin af Grækenland, er blevet syg.
"H.M. Dronning Anne-Marie af Grækenland deltager ikke som planlagt i kranselægningen ved Roskilde Domkirke i forbindelse med H.M. Dronningens 50-års Regeringsjubilæum fredag den 14. januar 2022. H.M. Kong Konstantin af Grækenland er smittet med coronavirus, og Dronning Anne-Marie kan derfor ikke rejse til Danmark," skriver kongehuset.