Dronningen har uden tvivl lyttet til rigtig mange taler i løbet af sit liv, og der er nogle, der har gjort ekstra stort indtryk. Det fortæller hun i TV 2-programmet 'Interview med dronning Margrethe - 100-året for Genforeningen'.
Hun nævner især én tale, hvor hun efterfølgende var til “at tørre op med en klud”
Sådan føles det at tilhøre danske mindretal
Det var den 18-årige gymnasieelev Johanne Juul Olsen, der i september 2019 rørte dronningen med sin tale om, hvordan det var at tilhøre det danske mindretal i Tyskland. Den unge kvindes beretning står stadig klart i dronningens erindring.
“Det var en af de smukkeste taler, jeg længe har hørt,” siger dronning Margrethe i TV 2 programmet.
Da Johanne Juul Olsen kaldte Danmark for sit 'hjertehjem' ramte det også dronningen.
“Der var jeg altså til at tørre op med en klud. Det var et fantastisk fint udtryk, hun havde fundet der,” fortæller dronning Margrethe.
Meldte sig frivilligt
Johanne Juul Olsen husker ligesom dronningen også tydeligt den dag, hun holdt sin tale på Duborg-Skolen i Flensborg. Hun havde selv spurgt ledelesen, om hun måtte holde en tale.
”Jeg kommer fra en meget dansk familie og har altid fulgt danske traditioner og værdier. Dem er dronningen bare en stor del af,” forklarer hun og fortæller også, at hun forberedte sig i flere uger og skrev små ord ned i sin notesbog. Det var blandt andet her, ordet "hjertehjem" dukkede op.
Har du lyst til at læse hele talen, så kan du finde den nederst i artiklen på TV 2.
I 2020 er det 100 år siden, at Sønderjylland blev genforenet med Danmark. Jubilæumsåret vil blive markeret med events og aktiviteter over hele landet, og du kan læse meget mere om de mange tiltag lige her.