'Dybt alarmerende tal' afsløret: Nu vil justitsministeren hæve straffen

Af: Ida Hansson

|

08/09/2023

Nyheder
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Det er nogle tal, der afslører en dyster sandhed.

Lige nu læser andre også

Tal fra politiet viser, at der i første halvår af 2023 er rejst 303 sigtelser blandt unge mellem 15 og 18 år for ulovligt at besidde kniv på et offentligt tilgængeligt sted.

Justitsministeren besøger sammen med borgmestre fra Københavns Vestegn og en række medlemmer af Folketinget i dag Københavns Vestegns Politi for bl.a. at drøfte udfordringer med unges brug af kniv. Det oplyser Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

Tal fra politiet viser, at der fra den 1. januar 2023 og frem til den 3. juli 2023 er blevet rejst 303 sigtelser blandt 15-18-årige for overtrædelse af knivlovens § 1 for ulovlig besiddelse af kniv på et offentligt tilgængeligt sted. I 2018 var der i alt 306 sigtelser blandt 15-18-årige, mens det samlede antal sigtelser for denne aldersgruppe i 2022 var 589.

Justitsministeren besøger i dag Københavns Vestegns Politi, hvor ministeren bl.a. skal høre om bandernes rekruttering af børn og unge og drøfte udfordringer med unges brug af kniv.

Justitsminister Peter Hummelgaard siger:

"Jeg synes, de her tal er dybt alarmerende. Vi ved, at banderne rekrutterer blandt vores børn og unge. Og vi har i 2023 været vidne til voldsomme knivoverfald, hvor flere af episoderne har involveret meget unge mennesker. Man skal ikke have en kniv med sig i skole eller i ungdomsklubben. Regeringen vil i den kommende bandepakke bl.a. skærpe straffen for ulovlig besiddelse af kniv og gøre det til en skærpende omstændighed, hvis man bærer kniv på f.eks. uddannelsesinstitutioner, ungdomsklubber eller på ungdomsskoler."

Regeringen vil i den kommende bandepakke sætte yderligere ind mod ulovlig besiddelse af knive. Det foreslås bl.a. at skærpe straffen for ulovlig besiddelse af knive på et offentligt tilgængeligt sted under skærpende omstændigheder.

Det vil konkret betyde, at førstegangstilfælde fremadrettet som udgangspunkt skal straffes med 14 dages fængsel i stedet for 7 dage, og andengangstilfælde skal straffes med 30 dages fængsel i stedet for 14 dage, som straffen i udgangspunktet ligger på i dag. Dertil foreslår regeringen bl.a., at det skal straffes hårdere end i dag, hvis man er i ulovlig besiddelse af kniv på ungdomsskoler, uddannelsesinstitutioner, ungdomsklubber og i den offentlige transport.

Anbefalet til dig