Dyrenes Beskyttelse med klar melding: Ingen æg kan anbefales lige nu

Nyheder
Foto: Shutterstock
Dyrenes Beskyttelse kommer nu med en melding omkring køb af æg.

Lige nu læser andre også

I et opslag på Facebook skriver Dyrenes Beskyttelse, at de lige nu ikke kan anbefale køb af æg. 

"Ingen æg kan anbefales af Dyrenes Beskyttelse lige nu," lyder meldingen. 

Årsagen til meldingen er en ny undersøgelse, der desværre ikke viser glædelige resultater.

Der er tale om en stor undersøgelse fra Københavns Universitet, der har vist, at størstedelen af de æglæggende høns lider.

"Hele 85% af dem har nemlig brud på brystbenet, hvilket medfører stor smerte. Bruddene sker, fordi hønsene i produktionen bliver presset til at lægge unaturligt store æg," oplyser Dyrenes Beskyttelse.

Undersøgelsen har skabt forfærdelse og hos Dyrenes Beskyttelse beskriver man blandt andet resultatet som uacceptabelt.

Forfærdede over resultatet

"Vi var selvsagt forfærdede over studiets dokumentation af, hvor udbredt brud på brystbenet hos de æglæggende høns er. Det er helt og aldeles uacceptabelt, at det nærmere er reglen end undtagelsen for høner i alle grene af ægproduktionen," slår Dyrenes Beskyttelse fast.

Resultatet betød også at der straks skulle skrides til handling. Dyrenes Beskyttelse fortæller:

"Derfor tog vi straks fat i vores producenter, som tager sagen meget alvorligt. Samtidig har vi opdateret kravene til produktion af æg under vores mærke 'Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse', så der selvfølgelig ikke må forekomme brystbensbrud hos æglæggende høns under produktionen."

Dog kan kravene ikke efterkommes blot fra den ene dag til den anden - og derfor kan Dyrenes Beskyttelse lige nu ikke anbefale køb af nogen æg. 

"Eftersom producenterne ikke nu og her har mulighed for at efterleve de krav, har vi desværre været nødt til at opsige aftalerne for æg under mærket," lyder det, hvorefter Dyrenes Beskyttelse afslutter:

"Grundet opsigelsesperioden vil du dog som forbruger i en overgang kunne opleve, at der er æg med mærket i butikkerne."

Du kan se hele opslaget her, hvor Dyrenes Beskyttelse også har indsat et link, hvor du kan læse mere.

 

Anbefalet til dig