Nordkystens Dyrehospital har således udsendt en advarsel om en sjælden bakterie, der kan ramme hunde, hvorfor de beder hundeejere om at være varsomme.
De advarer om bakterien "Providencia alcalifaciens" i kølvandet af, at den i sidste uge tog livet af en hund fra Helsingør-området.
Det skriver de i et opslag på Facebook.
Hunden fra Helsingør-området kom ind med blodig diarré. Der blev taget prøver, der blev sendt ind til laboratorie, hvorefter bakterien blev opdaget.
"Under forløbet sendte vi en afføringsprøve til et laboratorie, hvor man fandt store mængder af to bakterier. Den ene type, som hedder Providencia alcalifaciens, er ikke set herhjemme endnu, ifølge Fødevarestyrelsen og de to mest benyttede laboratorier," skriver de.
Hunde kan blive smittet med bakterien via fækalt forurenede kilder, herunder i madvarer og vand, men den menes ikke at være særlig smitsom.
Bakterien er dog ikke tidligere blevet påvist herhjemme, hvorfor dyrlæge Mogens Hansen kommer med en bøn til de danske hundeejere.
Han opfordrer nemlig til, at man får tjekket sin hunds afføring, hvis det ikke synes normalt.
"Da sygdom med denne bakterie ofte er alvorlig og i yderste konsekvens dødelig, så søg dyrlæge hurtigst muligt, hvis din hund får blodig diarré. Så kan du i samarbejde med dyrlægen beslutte den bedste løsning for din hund."