En delfin har valgt at Svendborg Sund skal være dens hjem. Delle - som den er blevet navngivet - begejstrerer de lokale, når den skærer vandoverfladen på jagt efter frisk fisk. Delfinen er hurtigt blevet et tilløbsstykke på Sydfyb, men i løbet af påsken, hvor vejret har været solrigt, er Delle dog blevet omdrejningspunkt for et drama.
En lokal borger har nemlig offentliggjort billeder på sin Facebook-side, der viser, hvordan delfinen omringes af motorbåde med lokale, som sejler rundt om delfinen, så alle kan få et godt kig eller et billede af det spændende dyr.
Det advares der dog på det kraftigste imod. Delfinen kan nemlig ikke få ro til at finde føde, når den hele tiden jagtes af både med larmende påhængsmotorer.
"Uomtvisteligt dyrplageri"
Det er byrådsmedlem Per Nykjær Jensen fra Venstre, som har lagt billederne op på sin private Facebook-profil. Han har talt med Ekstra Bladet, hvor han fortalte:
"Der er gået lidt wild west i, at nu skal man bare på delfinsafari, og så glemmer man alle sikkerhedshensyn. Det er uomtvisteligt dyrplageri, når en speedbåd sætter efter en delfin, der svømmer væk. Jeg tror ikke, at dem, der gør det, opfatter det som jagt, men det ser lidt voldsomt ud, når man ser det," udtaler Per Nykjær Jensen.
Du kan se Per Nykjær Jensens billeder her: