Dyster corona-melding: Kontakttallet stiger igen

17/11/20 14:45

Christian Granhøj Skouboe

Foto: Shutterstock
Det bekræftes nu, at det går den forkerte vej med et af epidemiens nøgletal.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) overbringer tirsdag på Twitter nyheden om, at corona-epidemien igen er svagt stigende på tværs af Danmark. 

Det baserer ministeren på, at Statens Serum Institut netop har offentliggjort det såkaldte kontakttal for denne uge. Groft sagt så viser kontakttallet, hvor mange flere hver enkelt coronasmittede, når at give virussen videre til. 

Hvis tallet er under 1.0, så er epidemien aftagende, hvis det befinder sig på 1.0, så står den i stampe men hvis det er højere end 1.0, så rører epidemien på sig igen. Tirsdag fortæller ministeren så, at det går den forkerte vej. 

Stiger nok en gang

Det fortæller ministeren i et opslag på det sociale medie Twitter. 

Her skriver Magnus Heunicke.

"SSI har i denne uge beregnet kontakttallet til 1,1.," fortæller Heunicke, inden han tilføjer: "Epidemien ser derfor ud til igen at være svagt stigende i samfundet."

Stigningen kommer oven på en tid, hvor antallet af dagligt smittede har været i den tungere ende. Tirsdag kunne Statens Serum Institut fortælle, at der det seneste døgn var konstateret 1220 nye smittede personer i Danmark. 

Ministeren kommer afslutningsvis med en bemærkning til alle borgere. 

"Det skal vi alle gøre, hvad vi kan for at ændre," afslutter sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke sit opslag.