Efter 18 år i ZOOs bestyrelse, hvoraf de seneste syv år har været som formand, stopper Jørgen Horwitz grundet rotationsprincippet.
"Jørgen Horwitz har gennem alle årene været meget dedikeret og engageret i at gøre Zoologisk Have til den moderne og grønne by-zoo, som den er i dag. Og med en netop godkendt ny strategisk retning med et entydigt formål om ’Sammen passer vi på verdens dyr’, afslutter det på fineste vis Jørgens formandsperiode. Vi har rigtig meget at takke ham for," lyder det fra adm. dir. i ZOO, Pernille Mehl.
Formandskabsstafetten går videre til Lise Ryevad, som er Executive Vice President i Matas.
Sådan skriver Zoologisk Have i København i en pressemeddelelse.
Lise Ryevad har været en del af ZOOs bestyrelse igennem syv år og det har længe været planlagt i bestyrelsen, at Lise skulle overtage formandsposten, da hun erfaring- og kompetencemæssigt er den naturlige arvtager, forklarer Jørgen Horwitz.
Bestyrelsen har desuden budt velkommen til to nye rigtig gode profiler i form af Professor i Biodiversitet ved KU, Carsten Rahbek og Michael Helbo der vil bibringe ZOO mange års erfaring med interessenthåndtering og investeringer.
"Jeg er glad for, at vi har fået to så markante kapaciteter ind i bestyrelsen. I vores nye strategi, vil vi i fremtiden have et særligt fokus på naturbevarelse og biodiversitet. Dertil kommer naturligvis en bæredygtig forretning, og her vil de nye bestyrelsesmedlemmer kunne supplere den øvrige bestyrelse," lyder det fra Lise Ryevad.
Bestyrelsen i ZOO består desuden af ekstern lektor på CBS Lars Ive, Karim Nielsen, CEO Kølpin Hotels samt det medarbejdervalgte bestyrelsesmedlem Katrine Friholm.