I næsten tre årtier har vi googlet os gennem livet.
Søgemaskinen har hjulpet os med alt fra eksistensens store spørgsmål til opskrifter på banankage og videre til, hvor mange hunde der kan sidde i en kano.
Det er alligevel først nu - 27 år efter Google blev lanceret - at folk finder ud af, hvad navnet egentlig betyder, eller hvad det rent faktisk skulle have heddet.
Sådan skriver mediet Iefimerida.
I dag er Google meget mere end bare en søgemaskine. Du kender og benytter helt sikkert også flere af dens funktioner, herunder Gmail, Google Drev, Google Kalender osv.
Med andre ord kan Google efterhånden bruges til det meste, og derfor er det måske også ekstra komisk, at vi i al den tid har stavet navnet forkert - helt uden at vide det.
Historien om navnet
Historien starter tilbage i 1998, hvor to studerende, Larry Page og Sergey Brin, havde en mission om at organisere verdens information og gøre den tilgængelig for alle.
De søgte efter et navn, der kunne afspejle den næsten uoverskuelige opgave og fandt frem til det matematiske udtryk Googol, som er et ét-tal efterfulgt af 100 nuller.
Det mente de var et passende billede på den enorme mængde data, de ville gøre søgbare.
"Og her kommer det twist, der kunne være taget direkte ud af en komedie.
En helt almindelig tastefejl var skyld i, at søgemaskinen kom til at hedde Google - og ikke Googol.
Selvom der på internettet florerer alternative forklaringer, herunder at Google er et akronym for 'Global Organization of Oriented Group Language of Earth', så er der ifølge mediet ingen dokumentation, der bakker den påstand op.