TV 2-profilen Christel Pixi har i syv år været en fast del af 'Go' morgen Danmark' på TV 2, hvor hun har fyldt morgenfjernsynet med lækre opskrifter og inspiration til både morgenmad, aftensmad og madpakker.
Nu har hun dog besluttet sig for at tage afsked med det populære morgenprogram.
Det afslører hun i et hjerteligt farvel-opslag på sin Instagram-profil.
"Efter 7 år inde i jeres morgen fjernsyn, mest med opskrifter inspireret fra det amerikanske overflod af et kage-køkken, og senere med nemme opskrifter til aftensmaden og madpakkerne. Siger jeg pænt farvel," skriver TV 2-profilen i opslaget og fortsætter:
"En lille rejse der begyndte med min første bog i samarbejde med Aarstiderne, som udviklede sig til en fast tjans, som ikke faglært kok i jeres morgenfjernsyn. Jeg elsker at stå bag skærmen, så det er lidt vemodigt at skulle sige farvel."
Christel Pixi skriver ikke, hvorfor hun stopper, men tilføjer, at glæder sig til 'at folde sine vinger ud' efter mange år i rollen som kagebageren fra 'Go' morgen Danmark'.
Samtidigt håber hun på, at dette vil være starten på noget nyt.
Siden hun delte opslaget, er det væltet ind med kommentarer fra både seere og kollegaer. Blandt andet fra 'Go' morgen Danmark'-værten Steen Langeberg, der har skrevet følgende:
"Kæreste Christel! Først og fremmest tusind tak for utrolig mange dejlige smagsoplevelser fra både det søde og det salte køkken. Men mest af alt tak for mange fantastiske grin og hyggelige morgner. Du er altid mødt op med et kæmpe smil og en positiv indstilling - og jeg har virkelig nydt at lave fjerner med dig. Jeg kommer til at savne dig meget om morgnen og håber vi ses igen til noget andet sjovt. Kæmpe kram, søde Pixi."