Det har været en lang og sej kamp for Christiane Schaumburg-Müller at finde ud af, hvad der får hendes hud til at klø.
Det er en kløen, som hun er blevet ramt af cirka et par gange om året i de seneste otte år. Hidtil har det ikke været muligt at finde ud af, hvad der har forårsaget den voldsomme kløe, der typisk opstår ved vejrskifte.
Nu har den populære 'Vild med dans'-vært endelig fundet ud af, hvad der er skyld i, at hendes hud klør flere gange om året. Det har hun selv afsløret i en story på hendes Instagram-profil ifølge HER og NU.
"Jeg er blevet testet for alle mulige ting, for jeg hæver fuldstændig op, når jeg klør, men de kan ikke finde ud af, hvad det er," fortæller en tydeligt frustreret Christiane Schaumburg-Müller i sin story på det sociale medie.
Hun afslører samtidig, at det har været særligt voldsomt i år, hvor hun tilmed har haft problemer med at sove om natten. Det fortæller hun i en story, hvor hun også viser et billede, der tydeligt viser, at hendes hud er voldsomt hævet og rød.
I otte år har hun - som sagt - kæmpet for at finde ud af, hvad der er årsagen til den voldsomme reaktion på hendes hud. Flere læger har undersøgt hende, og flere af dem haft en idé om, at det er vandallergi. Andre har derimod skudt skylden på vejrskiftet.
Det viser sig dog, at det er ingen af delene, for Christiane Schaumburg-Müller har endelig fået diagnosticeret nældefeber.
"Det er nældefeber, og jeg har nu fået nogle ikke-trættende allergipiller. Nøj, jeg er glad," lyder det fra den danske forretningskvinde på Instagram.