Efter aflivning: Nu vender populære dyr tilbage i Knuthenborg Safaripark

Nyheder
Foto: Google Street View
Foto: Google Street View
Knuthenborg Safaripark kan nu dele en glædelig nyhed.

Lige nu læser andre også

Tilbage i februar delte Knuthenborg Safaripark, der er kendt som Nordeuropas største safaripark og hjemsted for 500 dyr fra hele verden, herunder giraffer, næsehorn og Danmarks sidste cirkuselefanter, en trist meddelelse.

En tuberkulosebakterie havde ramt en lille gruppe af parkens dyr, hvilket førte til, at safariparken var nødsaget til at aflive dem.

Den svære beslutning blev truffet i kølvandet på, at dyrene var blevet undersøgt af en dyrlæge, som kunne slå fast, at de var ramt af en slags tuberkulosebakterie, som der desværre ikke findes effektiv behandling mod.

Den ramte dyreflok omfattede arter som lemurer, tamariner og muntjakker.

Vender tilbage

I Abeskoven kan du både tage en tur i abebussen hos bavianerne, se flere forskellige abearter, og fra den kommende sæson er det igen muligt at opleve lemurer.

Det sker, efter safariparken i februar desværre måtte sige farvel til lemurflokken, da den blev ramt af alvorlig sygdom.

”Vi er enormt glade for, at vi igen har lemurer fra den kommende sæson og kan give vores mange gæster en helt unik oplevelse, når de springer rundt i anlægget. Vi ved, at vores gæster har savnet dem lige så meget som vi selv har,” siger Jane Trolle, der er chef for dyrepasserne, ifølge en pressemeddelelse.

I første omgang er det en gruppe kattalemurer, som er kendetegnet ved deres grå pels, strittende ører og lange sort-hvid-stribede haler, der er flyttet ind i anlægget. Kattalemurer bliver omkring en halv meter høje og vejer cirka 2,5 kilo.

”Kattalemuren findes kun i den vilde natur på Madagaskar og er truet af udryddelse. Derfor er det rigtig vigtigt, at vi i Knuthenborg og andre zoologiske haver samarbejder tæt i det europæiske avlssamarbejde for at sikre deres fremtid, og vi er bare så glade for at have dem tilbage,” forklarer Jane Trolle.

Flere lemurarter på vej  

Safariparken forventer, at flere andre lemurarter løbende flytter ind hos kattalemurerne. 

”Vi arbejder hårdt på, at vi også kan byde velkommen til andre lemurarter, da det giver en god variation i anlægget, der altid har været et must see for vores gæster på deres besøg her,” siger Jane Trolle. 

Derudover er der også andre dyre- og legenyheder på vej, som safariparken vil løfte sløret for i løbet af vinteren.

Faktaboks

  • En gruppe kattalemurer er netop flyttet ind i Knuthenborg Safaripark. 

  • Det er allerede muligt at opleve dem fra sæsonåbningen den 29. marts 2025.

  • Det forventes, at flere lemurarter løbende vil flytte ind i anlægget.

Anbefalet til dig