Efter corona-kaos: 70.000 danskere støtter op om kronprins Frederik

Nyheder
Foto: Shutterstock
Coronaen - og det kaos, virussen har skabt - har gjort, at Royal Run er blevet udsat to gange. Nu gennemføres det dog, lyder det. Og mange danskere har meldt sig til

Lige nu læser andre også

Når Kronprinsparret den 12. september skyder Royal Run i gang, bliver det indtil videre i selskab med over 70.000 feststemte deltagere i Sønderborg, Aalborg, Odense, København/Frederiksberg og på Bornholm.

Det fortæller DGI i en pressemeddelelse. Her reagerer et medlem af styregruppen bag løbet på den store interesse:  

”Det har været et tumultarisk år, også for Royal Run, så det glæder os oprigtigt, at danskerne på denne her måde bakker op og viser, at de er klar til igen at fejre fællesskabet og glæden ved bevægelse,” siger Jens Otto Størup, medlem af Royal Runs styregruppe og adm. direktør i DGI.

Udsat to gange

Corona-situationen har betydet, at Royal Run måtte udsættes to gange, men med udfasningen af de nuværende corona-restriktioner står det klart, at Royal Run kan gennemføres som den folkefest, der også har gjort eventet til det største danske motionsarrangement.

”Nu glæder vi os bare rigtig meget til at give danskerne en festlig oplevelse i trygge rammer. Royal Run er kendt for at være et løb for danskere uanset alder og kondital, og det bliver godt at se smilene på de tusindvis af deltagere, der har valgt at snøre kondiskoene og give highfives til Kronprinsen og hans familie,” lyder det fra Morten Mølholm Hansen, medlem af Royal Runs styregruppe og direktør i Danmarks Idrætsforbund.

Arrangørerne opfordrer alle, der vil deltage i Royal Run, til at tilmelde sig hurtigst muligt. Dels kan man ved tilmelding senest den 18. august få sendt til løbetrøje og startnummer direkte hjem, dels er der tradition for udsolgt på flere distancer.

Sådan fordeler tilmeldingerne sig på de enkelte byer: 

Samlet tilmeldingstal: 70.021

  • Aalborg: 12.851
  • Sønderborg: 16.897
  • Odense: 6.242
  • København/Frederiksberg: 33.565
  • Bornholm: 466

Om Royal Run:

  • Royal Run afholdes i Danmark søndag den 12. september 2021
  • I Danmark afholdes Royal Run 2021 fem steder: Sønderjylland (Sønderborg), Aalborg, Odense og København/Frederiksberg samt på Bornholm.
  • I alle byer kan man vælge at gå eller løbe på enten One mile (1,6 km), 5 km og 10 km.
  • De lokale arrangører er Sport Event Syd, Aalborg Atletik og Motion, OGF og Sparta.
  • På Bornholm er der Royal Run uden kongelig deltagelse. Arrangørerne er DGI Bornholm og Viking Atletik.
  • Royal Run blev første gang afholdt i 2018 i anledning af H.K.H. Kronprinsens 50-års fødselsdag. Her var 70.500 tilmeldt i Danmarks fem største byer.
  • Over 82.000 var tilmeldt Royal Run 2019.
  • Royal Run måtte aflyses i 2020 pga. corona-restriktioner
  • Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet, i et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik. TV 2 og Regionerne er mediepartnere på Royal Run, og TrygFonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.

 

Anbefalet til dig