I december blomstrede kærligheden for 28-årige Michael, som kunne afsløre at han havde fået ny kæreste. Til Reality Awards kom han så hånd i hånd på den røde løber med 25-årige Maria. Han vil ikke afsløre hvor han har mødt hende, men man kan gisne om det måske kan være i Ex on the Beach, som netop er indspillet.
Kærester i to måneder
Parret har nu været sammen i knapt to måneder og har allerede taget et stort skridt i forholdet – de er nemlig flyttet sammen i Michaels hus. En meget hurtig beslutning. Det skriver Ekstra Bladet.
Barbie-hjem
Det er tydeligt at se, at der er flyttet en kvinde ind hos Michael. Maria har nemlig omdannet hjemmet fuldstændig.
”Maria er flyttet ind hos mig i mit hus i Knabstrup. Det er måske lidt hurtigt, men det er mega-dejligt. Man kan jo lige så godt springe ud i det, når det føles rigtigt. Jeg boede alene før, og hun boede hos sine forældre i Kalundborg. Så vi tænkte bare, at vi lige så godt kunne gøre det, nu hvor vi er vildt glade for hinanden,” fortæller Michael til Ekstra Bladet.
Michael fortæller også, at Maria har ommøbleret huset til et rigtigt Barbie-prinsesse-hjem. Hvilket for ham er fint nok, hvis det gør, at hun føler sig hjemme.
”Jeg føler mig stadigvæk hjemme, men det kan da godt være, at vi ændrer lidt stilen undervejs, hvis det bliver for tøset for mig. Jeg havde dog ikke et sofaarrangement før, fordi jeg smed det ud, dengang Christina flyttede ind, så på den måde var det jo dejligt, at Maria havde noget med, fortæller Michael til Ekstra Bladet.
Kan ikke lide katte – nu har han to
Michael har med Marias indflytning også fået to ekstra beboere, som han ikke er helt tilfredse med. Marias to katte er nemlig flyttet ind, og selvom det er fine racekatte har Michael været noget i mod de to fluffy venner.
”Jeg har aldrig været kattemenneske, og hun har to katte. Jeg fortalte hende, at jeg ikke var vildt glad for, at kattene kom med, men jeg gik med til at give det en chance, og nu kan jeg egentlig meget godt lide dem. De er jo søde nok,” siger Michael.
Giftes inden børn
At de har kattene sammen, er måske også meget godt, så de kan vente lidt med børn. Michael kommer netop lige fra et forhold hvor han gjorde sin kone Christina gravid, og hun sidenhen fik abort. Og han fortæller, at han i hvert fald giftes med Maria, inden de skal have et barn sammen.
”Jeg har dog ikke lige friet endnu, men jeg er jo en meget spontan person, så lige pludselig gør jeg det nok en dag, hvor jeg lige føler for det. Jeg har dog ikke nogen deadline i forhold til, hvornår jeg gerne vil have, det skal ske,” slutter Michael af.