Efter gode resultater i Kvickly: Nu bliver dette indført i alle Coops butikker

Af: Lucas Andreas

|

13/05/2024

Nyheder
Foto: Shutterstock
Tiltagene vil snart kunne findes i Coops butikker landet over.

Lige nu læser andre også

Dagligvarekæderne i Danmark forsøger hele tiden at følge med tiden, om det så handler om varesortiment, miljørigtige tiltag eller kundernes indkøbsoplevelse.

For to år siden – i maj 2022 – indledte Coop en test i et af sine største varehuse, Kvickly Bruuns Galleri i Aarhus. Varehuset blev ombygget til Klima Kvickly og skulle teste, hvordan man kan ændre kundernes forbrug i en mere klima-rigtig retning.

Nu slutter testen og varehuset bliver igen til Kvickly Bruuns Galleri.

Det skriver Coop i en pressemeddelelse.

Derfor kan resultaterne af testen nu gøres op:

  • CO2-aftrykket pr. solgt vare i Klima Kvickly er ved projektets afslutning 14,0 procent under resten af Coops. Dette tal har været helt oppe på 21,3 procent i september 2023, da varehuset bl.a. testede klimamærket.

  • ”Tag den forreste” har været med til at halvere madspildet/kassationerne på mejeri og brød

  • Udvalget i delikatessen er blevet udviklet til et meget grønnere udvalg, med markant mindre kød og mere vegetarisk.

”Kunderne har været meget positive, f.eks. har de taget godt imod vores klimavenlige opskrifter, som har givet inspiration til mere klimavenlig mad,” siger Varehuschef Dennis Ø.K. Andersen, Kvickly Bruuns Galleri.

Derfor vil en lang række af initiativer fortsætte ikke alene i varehuset i Aarhus, men blive bredt ud til Coops butikker over hele landet.

Disse ting kommer til at forsætte i alle Coops butikker

Det gælder f.eks.:

  • ”Tag den forreste”, der reducerer madspild markant.

  • Mere klimavenligt sortiment i MadCooperativet

  • Klimavenlige opskrifter

  • Mere plads til lyst kød, f.eks. kylling, i forhold til rødt kød (oksekød)

I Coop er man meget tilfredse med testen.

”Det viser, at kunderne er meget motiverede for at gøre en konkret forskel i deres forbrug for at reducere klimabelastningen. Derfor har testen med Klima Kvickly været meget værdifuld og givet os nyttig inspiration til initiativer, vi vil rulle ud på landsplan,” siger ESG-chef Anne Mette Brasen, Coop.

Ændringen betyder, at skiltningen med blå/grøn Klima Kvickly nu erstattes af almindelig rød Kvickly-skiltning.

Anbefalet til dig