Hugo Helmig Toft Simonsen gik bort den 23. november i en alder af 24 år.
Det blev blandt andet bekræftet af hans far, Thomas Helmig, i opslag på Instagram.
Årsagen til dødsfaldet blev ikke meldt ud, men Thomas Helmig skrev dette hjerteskærende opslag på sin Instagram-profil.
"På dit alt for korte livs sidste aften, sad vi to sammen i sofaen i din lejlighed. Vi spiste og så “Notting Hill” og vi snakkede og vi snakkede. Du var så fuld af håb, drømme og planer for fremtiden. Jeg var hos dig hele natten og mens du sov, gav dit lille hjerte op," lyder det fra Thomas Helmig, som fortsætter:
"Og nu er du så pludselig ikke “her” længere men lever videre et sted “Dybt inde i mit hjerte” hvor jeg vil bære dig med ømhed, stolthed og betingelsesløs kærlighed resten af mit liv. Jeg er så uendeligt taknemmelig for hvert eneste sekund jeg fik sammen med dig. For evigt - Far."
På Hugo Helmigs egen profil på Instagram har familien også delt et opslag.
Under opslaget har Hugo Helmigs tidligere forlovede, Marie Frølund, kommenteret.
'Spred dine vinger, smukke engel. Tak fordi du var her,' skriver hun.
Desuden har hun selv delt et opslag på sin egen profil. Det gjorde hun søndag. Her har hun delt to billeder; et med teksten "- men størst af alt er kærligheden" og et af hende og Hugo.
Se det rørende opslag nedenfor.
Marie Frølund mødte Hugo Helmig i 2017, og allerede året efter gik han på knæ.
De endte dog med at gå fra hinanden i 2020, blandt andet på grund af hans kokainmisbrug.
Men kærligheden kan ingen tage fra dem.