Lørdag formiddag bliver et Facebook-opslag fra Ikea i Taastrup startskuddet på en bølge af vrede kommentarer.
Butikken melder ud, at de i hele juni hejser Pride-flaget i stedet for Dannebrog og det svenske flag – og det har fået sindene i kog.
Men hvad der for nogle er et signal om rummelighed, er for andre et symbol på, at nok er nok.
"Kommer ikke til at handle i Ikea mere."
Ifølge B.T. er kommentaren blot én af mange, hvor vrede kunder tager afstand fra Ikea-beslutningen.
En anden kalder det "latterligt", mens tonen hurtigt bliver markant grovere i kommentarsporet.
Blandt kritikerne finder man også en Facebook-bruger ved navn Palle Jensen, der skriver:
"Hvad med bare (at hejse, red.) det danske flag, som er for alle? Jeg kommer, når det skidt er pillet ned."
Kritikken har dog ikke fået Ikea til at ændre kurs.
Kommunikationsdirektør Christian Mouroux Pedersen udtaler i en skriftlig kommentar:
"Når vi vælger at hejse Pride-flaget, er det for at sende et klart signal om, at vi støtter agendaen om, at alle skal have ret til at kunne være dem selv."
Han understreger, at Ikea ikke ser noget problem i, at beslutningen vækker debat – så længe samtalen foregår i en god tone.
Pride-fejringer og lignende tiltag har tidligere udløst hård kritik.
Sidste år oplevede Copenhagen Pride massiv sponsorflugt, efter organisationen bad samarbejdspartnere tage stilling til konflikten mellem Israel og Palæstina.
Også den sag fik sociale medier til at eksplodere.