Efter Jensens Bøfhus' udmelding: Gæsterne raser

23/2/23 13:06

Ida Hansson

PR foto
I tirsdags kom Jensens Bøfhus med en trist udmelding, som skabte stor vrede blandt mange Jensens Bøfhus' elskere.

Der var ikke mange roser til Jensens Bøfhus efter deres udmeldelse om, at de dropper den ikoniske Favorit Sauce. Den lækre og velsmagende sauce er en ideel ledsager til mange kødretter, herunder bøf og kylling, og et kæmpehit på middagsbordet for både store og små.

Peter Arnfeldt, der er presseansvarlig i Jensens Bøfhus, fortalte til Ekstra Bladet, at restauranten hele tiden prøver at følge med tiden, samt at imødekomme gæsternes ønsker.

Nyheden er bestemt ikke gået ubemærket forbi, og på Facebook er folk gået helt amok - for at sige det mildt.

Det er væltet ind med kommentarer, og de mange Bøfhus-elskere er bestemt ikke tilfredse med, at kæden nu fjerner den ikoniske sovs.

"Hvorfor fjerne i noget kunderne godt kan lide?" kommenterede en bruger.

"Er det så slut med Bearnaise sovs vis det er det så gider jeg ik' at tage på Jensens Bøfhus mere slut," skriver en anden.

"Det svarer til McD fjernede sin BigMac," skriver en tredje.

De mange kommentarer taler sit helt tydelige sprog. Folk er rasende, og mange har truffet den drastiske beslutning at helt boykotte kæden.

Men som et lille plaster på såret, så kan gæsterne jo fortsat købe saucen- bare ikke på restauranten. Mange danske supermarkeder sælger nemlig den ikoniske sauce, så man behøver ikke at få abstinenser.

Favoritsaucen erstattes af Steakhouse Sauce, som er det nyeste skud på stammen.