Den historiske virksomhed P.A. Andersen & Sønner, bedre kendt som P.A. Brød, har indgivet en konkursbegæring til skifteretten.
Dette markerer afslutningen på en 124 år lang rejse, der altid har haft rod i lokalsamfundet.
"Det er med stor beklagelse, at vi har set os nødsaget til at træffe denne svære beslutning, som er gjort med et tungt hjerte," udtaler virksomheden i en pressemeddelelse.
P.A. Brød har hovedkvarter på Frostvej i Vejle Nord.
De har været en markant spiller i og omkring Vejle i bagerbranchen med otte bagerbutikker fordelt i Børkop, Bredballe, Erritsø, Vinding, Østerbro (Vejle), Bytorv Horsens, Meny Fredericia og Horsens.
Nu har sidstnævnte reageret på konkursbegæringen.
"Vores bager P.A. Brød er desværre gået konkurs. Det betyder at vi pt. kun tilbyder et begrænset bagerudvalg, bestående af rugbrød og franskbrød fra Kagehuset Hovedgaard," skriver Meny Horsens i et opslag på Facebook og fortsætter:
"Vi er i gang med at finde en ny bagerløsning til MENY Horsens og så snart at der er nyt vil vi give jer besked."
Foto: Facebook / MENY, Horsens
Du kan læse mere om konkursen i artiklen herunder.