I 2019 lancerede Carlsberg en 'miljøvenlig verdensnyhed' i en stor markedsføringskampagne.
I tv-reklamerne viste skuespilleren Mads Mikkelsen, ifølge Ekstra Bladet, hvordan han 'snappede' en øl ud af en sixpack. Men den såkaldte snap pack-løsning, hvor dåserne limes sammen modsat tidligere, hvor de var indhyllet i forhadt plastik, har ikke fået den modtagelse af danskerne, som Carlsberg havde håbet på.
Derfor har bryggeriet nu valgt at vende tilbage til den mere velkendte plastikemballage på det danske marked.
Det skriver mediet Finans ifølge B.T.
"Mens løsningen har vist sig at være en succes i England, hvor 65 procent af vores fire- og seks-styks emballager fra vores bryggeri i Northampton i 2022 var snap packs, har modtagelsen i Danmark været mere lunken," skriver Simon Boas Hoffmeyer, der er global direktør for bæredygtighed i Carlsberg, i en mail til Finans og fortsætter:
"Vi har derfor besluttet at stoppe pilotprojektet i Danmark og i stedet gå tilbage til vores velkendte emballage, som i dag består af 100 procent genanvendeligt plastikomslag."
Det grønne projekt havde til formål at reducere Carlsbergs plastikforbrug herhjemme med 150 tons årligt.