Efter nedlukning: Nu er corona-penge på vej til Danmark

01/07/2020

Christian Granhøj Skouboe

Foto: Shutterstock
Nu er der snart penge på vej ud i landet.

Mest læste i dag

Smitten med corona skal ikke fortrænge kommunernes serviceudgifter eller gøre det svært for kommunerne at foretage investeringer eller føre til en forringet velfærd.

Derfor får kommunerne den 1. september en ekstraordinær udbetaling på i alt 8,9 mia. kr., som er ekstra penge til kommunerne i 2020. Det fremgår af det tilskudsbrev, social- og indenrigsministeren netop har sendt til kommunerne.

”Vi skal beskytte vores velfærd i en tid med coronakrise. Kommunerne har i år blandt andet haft udgifter til ekstra personale, værnemidler, ekstra rengøring og flere ledige, og det skal ikke betyde ringere ældrepleje, dårligere rammer i daginstitutionerne eller forringet velfærd i øvrigt. Samtidig skal kommunerne stadig have råd til at investere, så vi holder samfundet i gang og skaber arbejdspladser,” udtaler social- og indenrigsminister Astrid Krag i en pressemeddelelse, som ministeriet har offentliggjort. 

Skal bl.a. dække ekstraudgifter

Af den samlede udbetaling dækker 1,4 mia. kr. ekstraudgifter til blandt andet værnemidler og ekstra rengøring i forbindelse med genåbning af de kommunale institutioner. Hertil udbetales særtilskud til kommunerne for i alt 160 mio. kr. Særtilskuddene skal blandt gå til, at kommunerne kan arrangere dagsture og udendørs aktiviteter samt gøre det muligt at modtage besøg af pårørende på botilbud og plejehjem.

COVID-19 har ført til en stigning i ledigheden i landets kommuner.

Derfor udbetales også 1,9 mia. kr. til blandt andet overførselsudgifter til flere ledige. Desuden udbetales ekstra 5,5 mia. kr. i beskæftigelsestilskud, som dækker udgifter til flere forsikrede ledige.

Regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) har aftalt at drøfte evt. yderligere håndtering af kommunernes COVID-19 udgifter i 2020 i slutningen af året, oplyses det. 

 

Anbefalet til dig