Efter Paludans koranafbrændinger: Udenrigsministeriet advarer danskere

28/01/2023

Mathias Busekist

Foto: Shutterstock
Udenrigsministeriet er ude med en advarsel som følge af en risiko for demonstrationer i Tyrkiet rettet mod Danmark.

Mest læste i dag

Det fremgår af Udenrigsministeriets hjemmeside, at Rasmus Paludans koranafbrænding i København har skabt risiko for demonstrationer i Tyrkiet rettet mod Danmark.

Udenrigsministeriet har i den forbindelse advaret danskere i Tyrkiet til at undgå demonstrationer og større forsamlinger, som kan udvikle sig voldeligt.

"I tilfælde af demonstrationer i Tyrkiet forventes tyrkisk politi at være talstærkt tilstede. Undgå demonstrationer og andre større forsamlinger, som kan udvikle sig voldeligt," skriver ministeriet.

Videre opfordrer Udenrigsministeriet danskere i Tyrkiet til at følge lokale myndigheders anvisninger.

Udenrigsministeriets Globale Vagtcentral kan kontaktes på telefonnummer 33921112. Her kan man få akut rådgivning døgnet rundt.

Paludan har de seneste dage været hovedårsagen til, at et i forvejen anspændt forhold mellem Sverige og Tyrkiet og blevet forværret. Årsagen er, at han lørdag i sidste uge brændte en koran foran den tyrkiske ambassade i Stockholm.

Politikeren, som før har forsøgt at blive valgt ind i Folketinget samt svenske Riksdag - dog uden held - har siden udtalt til den svenske avis Aftonbladet, at han hver fredag vil brænde en koran foran Tyrkiets ambassade i København.

Hertil udtaler han, at han først stopper, når Tyrkiet er klar til at lukke Sverige ind i Nato, hvilket den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, ikke bakker op om.

Det kræver nemlig godkendelse fra samtlige af de 30 Nato-land, og indtil videre har Tyrkiet som det eneste land nægtet at give grønt lys.

Også Tyrkiets ambassade i København har meldt sig ind i kampen ved at kalde handlingen for en hadforbrydelse.

I den forbindelse har Danmarks ambassadør været kaldt til samtale med det tyrkiske udenrigsministerium.

Anbefalet til dig