Selvom årets X Factor netop er slut, behøver danskerne ikke vinke farvel til den nye dommer Martin Jensen.
Dj'en, der har spillet på nogle af de største scener verden over, fortæller nu, at der er lagt op til en helt ny oplevelse for ham. Det sker fredag den 16. april. Her indtager Martin Jensen Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) til en spektakulær onlinekoncert med et nyt koncept, der kaldes Me, Myself Online.
Her skal Martin Jensen optræde på taget af AKKC’s 35 meterhøje scenetårn, hvor der til lejligheden bliver opbygget en scene på midten af scenetårnets tag, der ellers ikke bliver brugt til koncerter. Scenetårnet er en del af Aalborgs skyline med udsigt til resten af Aalborg og Limfjorden, der snor sig gennem den nordjyske storby, fortæller AKKC i en pressemeddelelse.
”Hvor bliver det vildt at sætte huset i gang igen efter den lange corona-tid med en så grænseoverskridende topkoncert med Martin Jensen. Et festfyrværkeri og et brag som signal om, hvad publikum fremover kan forvente af oplevelser, vi kommer til at byde på. At vi kommer til at præsentere det, vi plejer, men også det, vi IKKE plejer, som her en international artists vanvittige idé om 4-timers koncert i 35 meters højde,” siger en meget spændt CEO i AKKC, Nicolaj Holm.
Vil holde danskerne hjemme
Koncerten er en del af Martin Jensens Me, Myself Online-koncept, som tidligere har været forbi venues som Skovtårnet, Parken, Billund Lufthavn og senest ILLUM i København. For Martin Jensen er Me, Myself Online en måde at bidrage til samfundets coronahåndtering gennem sin musik ved at give danskerne mulighed for at have en fest i hjemmets trygge rammer.
Martin Jensen siger selv om koncerten:
”Me, Myself Online startede i 2020 med idéen om at give en helt unik liveoplevelse i hjemmets trygge rammer. Konceptet har for hvert show vokset sig større og større, og vi har nu flere hundredetusinde mennesker ved hvert show, som tuner ind til vores stream. Det er helt sindssygt, at det har taget så meget fart, og det er også derfor, jeg har ledt efter den rigtige partner for at give det største show nogensinde. AKKC er et oplagt valg, og jeg er så glad for, at de er med på idéen. Det her bliver det største, flotteste og mest sindssyge show i Me, Myself Online’s historie. Jeg glæder mig til at gå live den 16. april kl. 20 på Twitch!”
Foruden koncerterne har Martin Jensen for nyligt indgået et samarbejde med Falck om at undervise elever i selvpodning for COVID-19. Det sker i form af en undervisningsvideo, som eleverne skal se, inden de gennemfører selvpodning.
Koncerten, der bliver filmet med droner og byder på bl.a. fyrværkeri og pyroteknik, kan følges live på Martin Jensens Twitch-kanal fredag den 16. april fra kl. 20.00 til midnat.