Nordsjællands politi efterlyste i går en 20-årig kvinde, som havde forladt en adresse i nærheden af Strandvejen i Rungsted natten til mandag.
Udover at bede offentligheden om hjælp satte politikredsen gang i en større eftersøgning i området, hvor alle midler blev taget i brug.
Droner blev sendt i luften, dykkere gennemsøgte vandet, og hundepatruljer blev aktiveret omkring havneområdet.
Efter en del søgen kunne politiet melde ud, at den savnede var blevet fundet, men her undlod de at informere om hendes tilstand.
Nu har politikredsen over for Sjællandske Nyheder bekræftet, at kvinden blev fundet død.
Nordsjællands Politi ønsker ikke at give en begrundelse for, hvorfor dødsfaldet ikke blev offentliggjort umiddelbart efter fundet.
Ifølge oplysning fra politikredsen vil man dog fremover se på, hvordan kommunikationen i sådanne sager kan tilrettelægges tydeligere.
Her på redaktionen sender vi de varmeste tanker til familie og andre pårørende i den svære tid.
Har du det svært i hverdagen, og går du måske med selvmordstanker eller kender du nogen der gør? Så skal du vide, at der er masser af hjælp at hente. Du kan gratis få hjælp og rådgivning hos Livlinien, som du kan kontakte telefonisk på 70 201 201 eller via deres hjemmeside.