Efterlyst: Har du set Mikkel Kessler?

Nyheder
Foto: Henrik Ohsten/TV 2
Har du set boksestjernen Mikkel Kessler og bordtennisspilleren Michael Maze?

Lige nu læser andre også

Produktionsselskabet Metronome har i et Instagram-opslag efterlyst boksestjernen Mikkel Kessler og bordtennisspilleren Michael Maze: 

"Har du set disse mænd? De er senest set i Silkeborg kl. 11:21," skriver Metronome i opslaget, hvortil de har tilføjet et billede og fortsætter: 

"Da det ikke er lykkedes os at pågribe de eftersøgte, beder vi nu offentligheden om hjælp. De eftersøgte er IKKE farlige og har ikke overtrådt loven. De er senest set i Silkeborg. Såfremt man ser dem, bedes man ikke tage kontakt til dem, men derimod straks rette henvendelse direkte til: efterlysning@metronome.dk."

Metronome oplyser dog endvidere, at de to sportsudøvere efterlyses i forbindelse med tv-optagelser, hvilket kan betyde, at Mikkel Kessler og Michael Maze vil være en del af den nye sæson af "Jaget vildt". 

Det stemmer overens med Patrik Wozniackis opslag på Instagram, hvori han skriver, at optagelserne til en ny sæson snart vil blive påbegyndt:

"Sikke en oplevelse det var, og jeg tænker stadig tit tilbage til de vilde 10 dage, jeg havde sammen med Mark O. Madsen, som jeg også kan kalde en ven for livet efter den tur. Jeg ved, der snart bliver sendt et nyt hold “banditter” i marken inden længe, som skal forsøge at gøre kunsten efter os. Jeg håber, de får en lige så fed oplevelse, som vi selv havde, og jeg glæder mig til at følge med på skærmen og bide negle i håbet om, at det også lykkes nogen i år at slippe fra efterforskerne," skriver han i opslaget på Instagram.

I "Jaget vildt" bliver otte kendte danskere - fordelt på fire par - sendt på flugt, hvorefter de bliver jagtet af nogle af Danmarks bedste efterforskere, som de skal forsøge at snyde og undslippe i 10 dage. 

Noget, som også taler for, at de er med i den nye sæson, er, at hverken Mikkel Kessler eller Michael MAze har været aktiv på de sociale medier i en uge. 

Anbefalet til dig