Allerede nu har omtrent hver femte vinket farvel til de hygiejnevaner, som vi stiftede tæt bekendtskab med, da coronavirus kom til landet.
Og dét er intet mindre end bekymrende, mener Sampension, som fremhæver, at vi står overfor en juletid, hvor folk samles mere og mere.
Det skriver B.T.
"Det er heldigvis lang tid siden, at corona var et emne, der fyldte meget i vores hverdag. Derfor er det også naturligt, hvis man i dag ikke har lige så stort fokus på at holde fast i de gode hygiejnevaner, som vi opbyggede under pandemien," siger Nicoline Rosenlund, der er sundhedschef i Sampension.
"Men det er bekymrende, at mange helt har droppet vanerne igen. For netop de gode hygiejnevaner er vigtige, når det gælder smitteforebyggelse og ikke mindst i denne tid, hvor blandt andet influenza breder sig blandt danskerne."
Fredag var der ellers skønne nyheder at hente, da Statens Serum Institut kunne afsløre, at antallet af covid-19-smittede da var omtrent ti gange lavere sammenlignet med sidste år.
Men der kom hurtigt skår i glæderne, da de i samme ombæring kunne afsløre, at luftvejsinfektioner derimod er stigende.
Det omfatter blandt andet influenza og RS-virus, mens også kold lungebetændelse spøger.
I den nye undersøgelse, som Epinion har foretaget for Sampension blandt omkring 1.000 danskere, svarer 18 procent, at de ændrede hygiejnevaner under coronakrisen, men at deres vaner nu er de samme som før pandemien.
Spørger man Nicoline Rosenlund, så bør hygiejneregler og -vaner forblive i vores arsenal. Og det bør de også på arbejdspladserne.
Har man hygiejnen i orden, så er man med til at nedbringe smitten på arbejdspladserne. Det betyder, at man reducerer sygefraværet blandt medarbejderne, hvilket videre vil sige, at man slipper for en ekstra arbejdslast, da man ikke skal dække for vedkommende, der ender med at blive smittet.
Det er derfor ikke overraskende, at arbejdspladserne derfor har en fortsat interesse i at at skærpe fokusset på hygiejne.