Der var længe tvivl om, hvorvidt Jonas Vingegaard overhovedet ville være i stand til at forsvare sin Tour de France-titel, endog stille til start i løbet.
Et voldsomt styrt i Baskerlandet Rundt sendte danskeren på hospitalet og smadrede hans nøje planlagte tour-forberedelser.
Derfor er det ret opsigtsvækkende, at man nu kan stå og nævne ham blandt topfavoritterne til at vinde Tour de France, der går i gang i morgen.
Men det kan man, slår de fast hos Danske Spil, der har vurderet styrkeforholdet mellem Jonas Vingegaard og den faste rival, Tadej Pogacar.
Sådan skriver Danske Spil A/S i en pressemeddelelse.
”Jonas Vingegaards optakt til touren har været alt andet end perfekt, så når vi alligevel vurderer ham til at have så gode chancer for en tour-sejr, som vi trods alt stadig gør, så siger det en hel del om, hvilket stof den stærke thybo er gjort af," siger Thomas Theede Therkildsen, der er oddssætter og cykel-ekspert hos Danske Spil, og fortsætter:
"Han har simpelthen et ekstra gear, når han møder modstand, og det er det gear, han skal finde frem i jagten på sin tredje Tour-sejr på stribe. Det bliver bestemt ikke let, men hvis nogen kan, så er det ham."
”Vi har lige nu Tadej Pogacar som en snæver favorit til at vinde etapeløbet, men Jonas Vingegaard kommer snert derefter som en suveræn nummer to på vores liste, så alt er bestemt muligt. Og spørger man vores kunder, så er der faktisk fuldstændigt dødt løb mellem de to," udtaler han videre, inden han afslutter med at sige følgende:
"Jeg tror ikke, at jeg før har oplevet, at vores kunder på den måde har været splittet så præcist lige midt over, som det er tilfældet her. Lige nu tror 50,2 procent på Vingegaard og 49,8 procent på Pogacar."
Følg med i Tour de France på TV2 fra i morgen lørdag, hvor verdens største cykelløb skydes i gang i Firenze.