Danske cykelproducenter producerer og sælger flere og flere elcykler i ind- og udland. På et år er den danske industris salg af egne fremstillede elcykler steget med 27 pct. fra 2.300 i 2017 til knap 3.000 i 2018.
Dermed er 2018 det første år, hvor der blev produceret og solgt flere elcykler end konventionelle cykler fra danske virksomheder, hvoraf der blev produceret og solgt 1.700 styks.
Den danske produktion af elcykler har oplevet stor vækst siden 2013, hvor elcyklen for første gang optræder i statistikken, og hvor der blot blev produceret og solgt knap 400 elcykler fra danske virksomheder.
Stor vækst i import og eksport af elcykler
Importen af elcykler til Danmark har været kraftigt stigende over en årrække og er mere end tredoblet siden 2013, hvor der blev importeret knap 16.000 elcykler. I 2018 importerede Danmark knap 50.000 elcykler, hvilket er 23 pct. flere end det hidtidige rekordår, 2017, hvor der blev importeret i omegn af 40.000 elcykler. Det vigtigste oprindelsesland for de i 2018 importerede elcykler var Kina, som stod for 39 pct. af den samlede import af elcykler.
Af konventionelle cykler blev der importeret 389.000 i 2018. Dette er 20 pct. færre end i 2013, hvor Danmark importerede 489.000 konventionelle cykler.
Danmark eksporterede 8.000 elcykler i 2018, med Sverige (33 pct.) som det vigtigste aftagerland. Næst flest elcykler eksporterede Danmark til Tyskland (29 pct.) og Storbritannien (17 pct.).
Den danske eksport af elcykler er steget med 73 pct. fra 2017-2018. For seks år siden var eksporten af elcykler stort set ikkeeksisterende med en eksport på 600 elcykler.
Fakta: elcykler i danmark
- En undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik viser, at knap 4 pct. af alle cykelture i 2017 blev kørt på elcykel. I 2014 var det blot lidt over 1 pct. af cykelturene.
- Cyklister på elcykler udgjorde 10 pct. af trafikdræbte cyklister i 2017, ifølge Vejdirektoratet
- Antallet af tilskadekomne elcyklister pr. år er steget fra 6 tilskadekomne el-cyklister i 2012 til 42 i
2017, ifølge Vejdirektoratet. Hovedparten (88 %) af de tilskadekomne el-cyklister var over 44 år, og cirka 2/3 af var kvinder. - Stigningen af tilskadekomne el-cyklister skyldes ifølge Vejdirektoratet især, at der bliver kørt mere på elcykel.
- Samtidig kan en del af forklaringen være, at ulykkerne i højere grad er blevet
registreret som el-cykler af politiet (frem for blot som cykler).
Kilder: Rådet for Sikker Trafik og Vejdirektoratet