Hunden er for mange i sandhed menneskets bedste ven. Den er altid glad for at se dig, passer på dig, følger med dig uanset hvor du går - og så er den en trofast makker til en gåtur.
Især i det seneste år, er danskerne blevet meget glade for naturen, nu hvor coronavirussen har lukket næsten alt andet i samfundet ned. Derfor er det måske heller ikke underligt, at efterspørgslen på hunde, pludselig er blevet stor.
Men det er alligevel noget der bekymrer. Det skriver Nordjyske.
Den store efterspørgsel har fået priserne på hundehvalpe til at stige markant - og derudover kan mange hundekenneler melde helt og aldeles udsolgt.
Det er ifølge leder af Nordjyllands Internat noget der er bekymrende.
"Den stigende efterspørgsel startede sidste forår, og hen over sommeren gik det rigtig stærkt. Jeg tror, folk er kommet til at gå hjemme, og flere er begyndt at komme meget mere ud i naturen, og så er det rart at have en firbenet ven med. Jeg håber bare, at folk sætter sig ind i, hvad det kræver, og at det ikke er en her og nu-ting. Men det er lidt bekymrende, at der er så stor mangel på hunde. Der er nok nogen, der ikke sætter sig nok ind i det," lyder det fra Karina Fisker, der er leder af Nordjyllands Internat i Hjallerup, til avisen.
Derudover har avisen også været i kontakt med en anden kilde,der kan berette, at han har set hundehvalpe til salg til intet mindre end 25.000-30.000 kroner.
Desuden viser tallene i Dansk Hunderegister, at år 2020 er det år, de senste fem år, at der er registreret flest nye hunde.
Husk det fra 1. april
Fra 1. april skal hunden i snor, når du lufter den på stranden. Heldigvis ødelægger det ikke strandturen for hunden, der stadig får en masse sanseoplevelser, fortæller Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.
"Mange hunde elsker at komme på stranden, da stranden giver mange forskellige muligheder for stimulering af snuden og opdagelser i vandet. Fra den 1. april til den 30. september skal hundeejere ifølge naturbeskyttelsesloven holde deres hund i snor, når den luftes på de danske strande. Der er dog undtagelser for specifikke strande, så det er en god idé at holde øje med skiltningen på din lokale strand," skriver dyreværnsorganisationen.
Stranden skal være for alle, og det er derfor vigtigt at respektere de badende gæster. Der er dog også en anden god grund til at holde hunden i snor i denne periode. Jens Jokumsen, familiedyrschef ved Dyrenes Beskyttelse forklarer:
"Efter 1. april er det vigtigt at tage hensyn til de ynglende fugle rundt omkring på strandene. Vi kan ofte ikke selv se dem, men vores hundes snuder kan nemt finde dem. Det er derfor vigtigt at give fuglene fred til at passe sine unger uden at skulle frygte løse rovdyr som hunde."
Der er også strande, hvor det er helt forbudt at lufte sin hund. Derfor skal man altid holde øje med skiltningen, uanset hvad tid på året, hunden bliver luftet
Selvom hunden skal i snor, så ødelægger det ikke hundens strandtur. Hunden vil nyde strandturen både med og uden snor, da den ikke bliver forhindret i at opleve alle strandens sanseindtryk selvom den har snor på.
"En af de vigtigste ting ved hundens daglige gåture er aktivering, og her er stranden helt fantastisk. På stranden får hunden som regel en masse uvante sanseindtryk, og det er uanset, om den er i snor eller ej," afslutter Jens Jokumsen i en pressemeddelelse.