Tilbage i april afslørede Emil Midé Erichsen, at han og kæresten Louise ventede sig sit andet barn. I forvejen har parret sønnen Hugo på tre år.
For nylig kunne Emil afsløre, at lillebror nu var kommet til verden.
På Instagram delte han et billede, hvor han holder sin nyfødte søn i hånden, med teksten "Hej lillebror".
Det har været stort for familien, nu at blive til en familie på fire. Til BILLED-BLADET fortæller han, at det har været meget rørende at opleve Hugo blive storebror.
Emil Midé Erichsen fortæller, at Hugo er meget nysgerrig på sin lillebror - og også glad for ham.
"Men han er også tre år, så to minutter efter skal han lege med nogle dinosaurer, hvorefter han kommer tilbage for at give lillebror et kys og ae ham igen. Det er den helt store glæde og så rørende at opleve, at han er blevet storebror," fortæller Emil.
Særlig gave
Mikkel Beha Erichsen har også stor glæde af sine børnebørn, som ofte er med ham på værkstedet.
Her har han lavet en særlig gave til tre-årige Hugo og halvandet-årige Nis, der er Theis og Idas søn.
På værkstedet kan man nemlig nu finde et lille arbejdsbord med to små skamler. På den ene skammet står der “Nis” og på den anden står der “Hugo”. Hver lille dreng har fået sin helt egen skammel, til når de er med farfar i værkstedet.
“Så har de hver deres lille skruemaskine og andet værktøj. Hugo og jeg leger også, at vi dykker, hvor han har dykkerbriller, svømmefødder og snorkel, som han næsten ikke kan have i munden, og så laver vi ekspeditioner under spisebordet, hvor vi oplever drager og moræner – han har virkelig fået fantasi,” fortæller han.