Tilbage i foråret 2023 gik der en chokbølge gennem Danmark.
Det var nemlig her, at en 13-årig pige pludselig forsvandt fra jordens overflade, da hun var ude med aviser.
Politiet var hurtige til at melde ud, at der muligvis kunne være tale om en forbrydelse, og det viste sig at være sandt, da de senere fandt hende på en 32-årig mands adresse i Korsør.
Den i dag 33-årige mand blev anholdt, sigtet og varetægtsfængslet i forbindelse med sagen.
Det viste sig dog kort tid efter, at sigtelserne mod ham ikke var færdige med at tikke ind.
Senere udvidede politiet nemlig sigtelserne til også at omfatte drabet på Emilie Meng i 2016 samt et overfald og voldtægtsforsøg på en 15-årig efterskoleelev i Sorø i 2022.
Nu kan Nyheder24, som i dag er til stede ved Retten i Næstved, berette, at dommen er faldet.
Den 33-årige mand, hvis navn er Philip Patrick Westh, er netop blevet kendt skyldig for samtlige forhold, herunder drabet på Emilie Meng.
Det er han kendt skyldig i:
Mod Emilie Meng: Drab, forsøg på langvarig frihedsberøvelse, forsøg på voldtægt og andet seksuelt forhold end samleje samt usømmelig behandling af lig.
Mod den 15-årige efterskoleelev i Sorø: Trusler, vold, forsøg på langvarig frihedsberøvelse og forsøg på voldtægt og andet seksuelt forhold end samleje. Desuden overtrædelse af knivloven.
Mod den 13-årige pige i Kirkerup, Sorø og Korsør: Vold, forsætlig påkørsel, langvarig frihedsberøvelse, forsøg på manddrab, voldtægt og andet seksuelt forhold end samleje, blufærdighedskrænkelse, ulovlig tvang.
Udover forholdene med de tre piger er han også dømt for overtrædelse af knivloven og besiddelse af overgrebsmateriale med børn.
Sådan reagerede Philip Patrick Westh
Under domsafsigelsen stod Philip Patrick Westh op, ligesom alle andre i retten i øvrigt gjorde det.
Da han blev kendt skyldig i samtlige forhold var der ikke den store reaktion at spore på den 33-årige Philip Westh.
Efterfølgende har han igen sat sig ned i sin stol, hvor han sidder med hovedet støttet på sin højre hånd, og blikket rettet nedad.