En million danskere får coronabrev i eBoks

26/09/2020

Nicolai Busekist

Foto: Shutterstock
Frem til onsdag vil en million danskere modtage et coronabrev i deres eBoks. Statens Serum Institut sender nemlig invitationer ud til at deltage i "Vi tester Danmark".

Mest læste i dag

Frem mod onsdag vil en million danskere modtage et vigtigt brev i deres eBoks. Nu sætter Statens Serum Institut nemlig gang i det store "Vi tester Danmark"-projekt.

Projektet går ud på at teste 500.000 danskere for, hvorvidt de har antistoffer for coronavirus i blodet. Ifølge instituttet kan det give Danmark en unik viden:

"Holdet bag kampagnen håber derfor meget på, at rigtigt mange danskere vil tjekke deres e-Boks og hjælpe os med at samle data ind. For med dette projekt kan vi samle en viden, som ingen andre i verden kan," siger Robert Skov, der er overlæge hos Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.

Hvis man modtager invitationen og ønsker at deltage, skal man dog først udfylde et omfattende spørgeskema. I slutningen af dette spørgeskema tilbydes man at modtage en antistoftest.

"Til sidst i spørgeskemaet vil der være mulighed for at melde sig til at få tilsendt en antistoftest som man selv kan udføre derhjemme. Der er omkring 500.000 tests til rådighed, så der er stor sandsynlighed for at de, der ønsker det, får tilsendt en test. Hvis flere end 500.000 melder sig, vil vi sende til dem, der først har meldt sig til," skriver Statens Serum Institut.

Usikre antistoftests har fået stor kritik

De mange tests stammer fra april, hvor Region Hovedstaden købte 1,4 mio. antistoftest fra Bestsellers partnerfirma i Kina for mere end 60 mio. kr.

Testen stammer fra producenten Livzon, og har vist sig at være for upræcis. Faktisk er den så upræcis, at de indiske sundhedsmyndigher har valgt at kassere den.

Politiken har talt med to eksperter, der undrer sig over, at myndighederne velvidende om dette udsender de usikre antistoftests til ikke-godkendt hjemmetestning blandt mere end 500.000 danskere.

Niels Høiby, professor i klinisk mikrobiologi ved Rigshospitalet, siger, at han mener, at "projektet rejser nogle problemer både forskningsmæssigt og lægeetisk."

Karen Angeliki Krogfelt, der er professor i medicinsk mikrobiologi ved Roskilde Universitet, vurderer, at undersøgelses metode og design medfører en række videnskabelige usikkerheder.

Anbefalet til dig