Endnu et folketingsmedlem melder sig ud af DF og overvejer nu Støjbergs nystiftede parti

24/06/2022

Naja Radik

Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Dansk Folkeparti mister endnu et folketingsmedlem. Jens Henrik Thulesen Dahl har meldt sig ud og overvejer nu Inger Støjbergs nye parti.

Mest læste i dag

Folketingsmedlem Jens Henrik Thulesen Dahl, som er storebror til den tidligere formand i DF Kristian Thulesen Dahl, har meldt sig ud af Dansk Folkeparti. Det fortæller han til TV2 Fyn

Han udtaler til TV2 Fyn: 

“Jeg har gennem årene, og siden formandsvalget i DF, forsøgt at bakke op om den valgte formand og partiet. Jeg er gået aktivt ind i gruppebestyrelsen og hovedbestyrelsen for DF i et forsøg på, at skabe en fremtid for partiet, og havde håbet på, at vi kunne få fokus tilbage på politikken frem for intern splid.”

“Jeg må desværre konstatere, at den interne uro fortsætter. De seneste to til tre år har været præget af interne læk fra møder, interne skænderier og udhængning af hinanden.” 

Dansk Folkeparti har nu blot ni mandater tilbage i Folketinget. 

Jens Henrik Thulesen Dahl overvejer nu, at melde sig ind i Inger Støjbergs nystiftede parti Danmarksdemokraterne. 

Han udtaler i den forbindelse til TV2 Fyn: 

“Jeg kan også umiddelbart se mig selv i det projekt som tegner sig med Danmarksdemokraterne. Et projekt som baserer sig på borgerlig snusfornuft. Som baserer sig på, at vi ønsker et Danmark i balance, hvor det ikke er postnummeret, som afgør hvilken hjælp og behandling, man får som borger.”

Han fortæller ydermere, at han ser frem til nærmere drøftelser med Inger Støjberg om projektet, så han igen kan fokusere på det politiske arbejde.

Anbefalet til dig