Energistyrelsen udsender stor nyhed til danske gasforbrugere

Af: Lucas Andreas

|

03/06/2024

Nyheder
Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock
Energikrisen, der ramte mange danskeres økonomi hårdt, ser nu ud til at stilne af.

Lige nu læser andre også

Det sendte rystelser gennem energimarkedet, da Rusland i 2022 invaderede Ukraine og satte gang i en dominoeffekt af sanktioner, energikrise og skyhøje gaspriser.

Det fik store konsekvenser på markedet, der dog er ved at aftage nu. Og det har det gjort i en sådan grad, at Energistyrelsen nu har taget et stort skridt.

Det fortæller de i en pressemeddelelse.

Gasforbruget er reduceret, og forsyningssituationen er stabil.

Derfor ophæver Danmark erklæringen om Early Warning på gasområdet. Energistyrelsen opfordrer til at holde fast i det lave gasforbrug, så vi kan fylde gaslagrene frem mod næste vinter.

Energistyrelsen sænker kriseniveauet for gas og ophæver Danmarks erklæring fra 20. juni 2022 om Early Warning. Det skyldes, at gasforsyningssituationen er markant forbedret og energiforsyningen p.t. vurderes at være stabil på tværs af alle energikilder. Styrelsen følger løbende situationen og kan hæve kriseniveauet efter behov.

Den løbende status på energiforsyningen findes på ens.dk

”Energistyrelsen erklærede Early Warning for cirka 2 år siden, fordi Danmark stod i en alvorlig situation dengang. Sænkningen af kriseniveauet afspejler, at vi står et langt bedre sted i dag,” siger Kristoffer Böttzauw, direktør i Energistyrelsen.

Farvel til russisk gas
Det var usikkerhed om gasleverancer fra Rusland til det europæiske marked, som fik Danmark til – på linje med en række andre EU-lande – at erklære Early Warning i 2022. Rusland havde netop reduceret gasleverancerne via Nord Stream 1 til Tyskland med 60 procent, og det skabte stor usikkerhed og meget høje gaspriser.

”Vi er lykkedes godt med at finde nye forsyningsveje, og samtidig har spareindsatsen resulteret i, at gasforbruget er faldet betydeligt. Det er der grund til at rose danskerne for. Vi har også været godt hjulpet af to relativt lune vintre med mindre behov for opvarmning”, siger Kristoffer Böttzauw.

Før Rusland invaderede Ukraine, udgjorde rørført russisk gas knap 40 procent af EU’s gasimport. Nu er andelen reduceret til omkring 10 procent.

Hold fast i de gode vaner
Selvom forsyningssituationen er stabil for alle energiformer, opfordrer Energistyrelsen til fortsat at være opmærksom på energiforbruget og fastholde det lave forbrug. Elforsyningssikkerhed og -priser er tæt forbundet til gasforsyningen, for i flere lande produceres en del el med gas.

”Der er alle mulige gode grunde til at holde fast i de gode vaner, som har hjulpet os gennem de seneste to vintre. Hvis vi holder igen med energiforbruget, kan vi eksportere mere af Danmarks grønne strøm fra sol og vind – så det er til gavn for forsyningssikkerheden, for pengepungen og for klimaet”, siger Kristoffer Böttzauw.

Anbefalet til dig