Det er ikke længe siden, at DR-dokumentaren ‘Forfulgt af politiet?’ rullede over skærmen, og siden da har den haft stor opmærksomhed fra den danske befolkning.
DR-dokumentaren drejer sig om, at en 16-årig dreng ved navn Farhad forsvandt den 9. april 2022 efter en politiaktion.
Hans familie frygtede, at han var død, men efter lang tid blev Farhad igen genforenet med sin familie.
Men nu er der blevet smidt en kæmpe ‘bombe’ i sagen.
I al den tid, hvor Farhad var forsvundet, meldte Sydøstjyllands Politi ud, at de mente, at han var i god behold - og nu uddyber de langt om længe hvorfor.
Sydøstjyllands Politi har nemlig over for Vejle Amts Folkeblad meddelt, at de tidligere har modtaget oplysninger om, at den 17-årige drengs familie har været i kontakt med ham, mens han angiveligt var forsvundet.
“Sydøstjyllands Politi modtog den 26. april 2022 oplysninger om, at Farhad Tober blev holdt skjult på en ukendt adresse, at hans mor havde kontakt med ham, samt at grunden til, at Farhad Tober blev holdt skjult, var, at familien var bange for, at Vejle Kommune ville tvangsfjerne ham, ligesom et familiemedlem ønskede at skade politiets omdømme”, lyder det fra Ulla Kaspersen, der er kommunikationschef hos Sydøstjyllands Politi, til den vejlensiske avis.
Ifølge B.T. tager familien stærk afstand til, at politiets udmelding er sand. Farhads onkel, Hefkr Ibrahim siger, at “det hele er noget bullshit.”
Sagen, som et utal af øjne har været rettet imod i den seneste tid, efterlader efterhånden danskerne med flere ubesvarede spørgsmål end svar.