Sikkerheden bliver prioriteret højt, når skibe drager ud på verdenshavene - hvad end det er fiskekuttere, færger eller krydstogtskibe.
Skibe benytter AIS-systemet til at dele oplysninger om deres position, kurs og fart, hvilket giver både myndigheder og skibsførere et opdateret billede af trafikken på havet.
Systemet er afgørende for sikkerheden, men en stigende brug af AIS til fiskeredskaber har skabt problemer, som nu fører til et forbud fra næste år.
Det skriver det norske Fiskeribladet.
Fiskere har i mange år brugt AIS til at markere deres grej, så det er lettere at finde, især under dårlige vejrforhold.
Problemet er, at AIS-mærker på fiskeredskaber vises på skibenes systemer, som om de var skibe.
"Det kan føre til misforståelser og en forkert forståelse af virkeligheden om bord på skibe," skriver det norske Kystverket. I værste fald risikerer skibsførere at undgå fiskeredskaber i stedet for rigtige skibe, hvilket kan føre til farlige situationer.
Kystverket har i perioder registreret flere hundrede fiskeredskaber markeret med AIS langs kysten, især i nordlige farvande.
Selvom mange fiskere har fundet systemet praktisk, har det aldrig været tilladt uden en særlig frekvenstilladelse, som ingen endnu har fået. For at sikre skibstrafikken mod misforståelser har internationale organisationer som FN's Søfartsorganisation og CEPT besluttet at forbyde brugen af AIS til fiskeredskaber fra 2025.
Fiskere skal derfor investere i nyt udstyr, der fungerer på mobilnetværk som 4G og 5G og sender signaler på en anden frekvens. Ændringerne sker for at beskytte AIS-systemets funktion og minimere risici for skibstrafikken.