Er du én af dem? Mange danskere giver sig selv ekstraregning på 30.000 kroner

Nyheder
Foto: Shutterstock
En stor ekstraudgift rammer en lang række danskere.

Lige nu læser andre også

De stigende renter på flekslån har gjort det sværere for mange boligejere at få enderne til at mødes - og nu står de ansigt til ansigt med betydelige ekstraudgifter.

Særligt dem, der har valgt at skifte fra F3- eller F5-lån til F1-lån, oplever en markant stigning i deres årlige betalinger.

Det skriver Finans.dk.

Ifølge Totalkredits chefanalytiker, Sune Malthe-Thagaard, har omkring 20 procent af boligejerne valgt denne løsning, og det kan resultere i en ekstra årlig udgift på over 30.000 kroner per lånt million kroner.

Men valget af F1-lån er ikke tilfældigt.

Mange boligejere spekulerer i, at renterne vil falde inden for det næste år, og dermed ønsker de ikke at binde sig til de højere renter i tre eller fem år.

Chefanalytikeren forklarer dog, at det valg er rentespekulation, som kan være risikabel:

"Vi har altid set en trafik ned i det kortere F1-lån i forbindelse med refinansieringer, f.eks fordi de pågældende boligejere planlægger at flytte. Men de seneste år har flere valgt F1-lån, og det skyldes, at de spekulerer i, at renten i de kommende år skal ned", siger han.

Han understreger i samme ombæring, at prognoserne, der forventer en F1-rente på omkring 2,3 procent til foråret og en F5-rente på 2,7 procent, skal tages med forbehold, da de er afhængige af, at inflationen forbliver under kontrol:

"Det er vores bedste bud, men det er baseret på, at inflationen rent faktisk er under kontrol, og det vil ikke være første gang, hvis en prognose tager fejl. Det er altså fugle på taget", fastslår han.

Den spekulative tilgang kan give økonomisk gevinst, men det kan også føre til en høj ekstraudgift, hvis renterne ikke falder.

For de boligejere, der allerede nu mærker de højere renter, betyder det, at de må justere deres budgetter og forbrug.

Sune Malthe-Thagaard påpeger, at selvom det aldrig er behageligt at skulle betale mere, er de berørte boligejere blevet kreditvurderet til at kunne håndtere de højere renter.

Anbefalet til dig