For nyligt opdagede 45-årige Esben Dalgaard nogle knuder i lysken - nogle knuder som ikke burde være der. Det var i forbindelse med et stort vægttab, efter han deltog i programmet '12 uger i helvede'.
Han kontaktede straks lægen og blev sendt videre til yderligere undersøgelser. Svaret der kom tilbage var langt fra dét, som han havde håbet på. Kræften var tilbage og denne gang uhelbredelig.
I et interview med SE & HØR fortæller Esben Dalgaard nu, at han lige nu har det ganske godt.
Han er i behandling og det gør ham ganske positiv. Han modtager behandling hver tredje uge og skal scannes hver tredje måned, så lægerne kan følge med i, om sygdommen udvikler sig.
Er 'pissepositiv'
Den seneste scanning gik rigtig godt, melder den populære skuespiller der senest har været aktuel i Netflix-hittet 'Kastanjemanden'.
"I mit tilfælde ser det bestemt ud, som om at behandlingen virker. Men jeg kan ikke sige noget om, hvor hurtigt det går, og hvor vi står. Men man kan se, at der er nogle pletter i systemet, der ændrer sig – så man kan sige, at det virker, og det betyder rigtig meget. For det giver en masse håb for, at kræften kan holdes i ro," lyder det fra Esben Dalgaard, som også tilføjer:
"Så jeg er pissepositiv omkring, at immunterapien er god for mig. Jeg er indstillet på, at jeg nok skal være i behandling i mindst et år, og så må vi se på, hvor lang tid vi skal blive ved."
Esben Dalgaard fortæller at kræften er uhelbredelig, det vil sige, at den kan nedkæmpes og gå i dvale - men den vil aldrig forsvinde. Han har dog en drøm om, at kræften går så meget i dvale at han kan erklæres 'kræftfri' fordi kræften ikke er aktiv. Derudover håber han selvfølgelig på, at han vil blive ved med at have det godt i mange år endnu.
Skuespilleren sender også et par rosende ord afsted til det danske sygehusvæsen, som han beskriver som 'et af verdens bedste sygehusvæsener'.