Familie opgiver håbet: Halvandet år senere ringer telefonen pludseligt

Nyheder
Foto: Dyrenes Beskyttelse
Det endte som et af den slags opkald, man sjældent glemmer.

Lige nu læser andre også

I slutningen af året blev Dyrenes Beskyttelses kredsassistent Morten Blaabjerg kaldt ud til en sag i Bagsværd. Det fortæller dyreværnsorganisationen i en pressemeddelelse. En kat vandrede rundt i området og havde gjort det i længere tid. En dag opdagede en beboer at katten haltede på sit ene ben, og han skyndte sig derfor at ringe til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 for at få hjælp.

Ved første øjekast frygtede manden at katten havde brækket sit ben.

En af vores kredsassistenter kørte straks ud for at finde katten. Hvis dens ben var brækket, var det vigtigt at finde den så den kunne komme til dyrlægen. Da kredsassistent Morten Blaabjerg fik indfanget katten, viste det sig heldigvis at benet ikke var brækket som først antaget.

Nu er Buster forenet med sin familie. Foto: Dyrenes Beskyttelse

 

Ikke så hjemløs alligevel

Katten blev straks kørt til dyrlægen for nærmere undersøgelse, og blev samtidig undersøgt for en chip. Heldigvis var katten chippet og det var derfor muligt at se hvem der var registreret som ejer af katten.

"Vi tjekker altid om katten er chippet eller øremærket som det første, når vi får en kat ind gennem 1812. Desværre sker det ikke så ofte, men lige i denne sag var det muligt at finde frem til ejerne af katten. Det var et virkelig dejligt opkald at foretage, og familien blev meget overraskede over at deres kat var dukket op," fortæller Morten Blaabjerg.

Prøv også: Secret Hitler

Familien fortalte, at de midlertidigt boede hos et familiemedlem, mens de renoverede deres eget hus. Her havde de haft deres kat Buster med sig, men desværre var den på et tidspunkt smuttet ud ad døren og forsvundet midt i byggelarmen. Eftersom de var langt fra Busters normale område, kunne han ikke finde tilbage til huset og familien kunne heller ikke finde Buster, til trods for at de ledte efter ham i lang tid.

"De havde opgivet alt håb om at få deres kat tilbage, og de var derfor både overraskede og utrolig glade da jeg kom med Buster. Det viser bare at det altså betaler sig at få mærket og registreret sin kat," afslutter Morten Blaabjerg.

Buster er nu tilbage i hjemlige og trygge rammer i familiens hjem i Gentofte. Her nyder han sin genfundne familie og at maden nu ikke længere er så svær at finde som på gaden.

 

Anbefalet til dig