Forhandlingerne mellem HK Privat og Tandlægeforeningen tog sent lørdag aften kraftige fremskridt og kort efter landede en aftale om en ny 2-årig overenskomst.
Og med den, så er der pæne lønstigninger på vej til landets privatansatte tandklinikassistenter.
Faktisk bliver forbedringerne på lønsedlen markante.
Det har også været det altoverskyggende overenskomstønske for medlemmerne af HK Privat op til OK23. Sent lørdag aften lykkedes HK Privat at levere på det ønske i en ny 2-årig overenskomst for godt 5000 privatansatte tandklinikassistenter.
Aftalen, som er indgået med Tandlægeforeningen, sikrer en automatisk stigning i minimumslønnen på mindst 1459 kroner om måneden i overenskomstperioden.
Derudover venter der en 2-procents lønstigning i år og igen til næste år.
Det skriver HK Privat i en pressemeddelelse.
I år hæver arbejdsgiver pensionsindbetalingen med to procent, og klinikassistenternes pensionsindbetaling sænkes med to procent. Til næste år hæves arbejdsgivers indbetaling til fritvalgskontoen fra 7 til 9 procent. Med den kan lønmodtagere selv bestemme, om de vil have summen udbetalt, sætte mere ind på pension eller veksle til eksempelvis senior- eller omsorgsdage. Med de 9 procent overstiger summen af arbejdsgiverindbetalt fritvalg hen over et år en månedsløn.
Næstformand i HK Privat, Gitte Geertsen, lægger heller ikke skjul på, at hun glæder sig over aftalen:
“Jeg er rigtig tilfreds med, at vi sikrer tandklinikassistenterne et lønløft. Sammenlignet med andre grupper har de haltet bagefter på lønnen i årevis. Pæne lønstigninger og i alt 4 procent i pension og fritvalg kan tydeligt aflæses på lønsedlen. Og det har været afgørende for os at komme ud af forhandlingslokalet med”, siger hun.
Det er i overenskomsten aftalt, at de centralt aftalte lønforbedringer ikke kan modregnes i den årlige lønforhandling. Ligesom for mange andre gælder det for tandklinikassistenterne, at der udover de centralt aftalte forbedringer, er årlige lokale lønforhandlinger, hvor den enkelte tandklinikassistent selv kan forhandle mere hjem i lønposen.
Overenskomsten indeholder blandt andet:
Alle tandklinikassistenter får i perioden en lønforhøjelse på 1459 kroner om måneden. 737 kroner om måneden pr. 1. marts. 2023 og en yderligere stigning på 722 kroner om måneden pr. 1. marts 2024
11 procent i arbejdsgiverindbetalt pension pr. 1. juni 2023. Samtidig sænkes klinikassistenternes egen pensionsindbetaling fra 4,5 til 2,5 procent
Arbejdsgivers indbetaling til fritvalgskontoen stiger fra 7 til 9 procent pr. 1. marts 2024
Elevlønnen stiger med 4,5 procent pr. 1. april 2023 og 3,5 procent pr. 1. april 2024
4 ugers ekstra barsel med løn øremærket den anden forælder. Derudover ændres barselsbestemmelsen til at følge den nye barselslov, og pensionsbidraget under barsel forhøjes
Valggrundlaget for en tillidsrepræsentant sættes ned til 5 medarbejdere. Dermed får flere tandklinikassistenter mulighed for at vælge en tillidsrepræsentant.