TV-værten og altmuligmanden Felix Smith har lavet en ny podcastserie sammen med Det Centrale Handicapråd.
I serien, som har titlen "Er det et handicap!", sætter han fokus på forskellige handicap.
"Jeg har haft besøg af 4 kendte danskere med handicap. Det har jeg sammen med Det Centrale Handicapråd lavet en podcast om. I første afsnit har jeg besøg af folketingspolitiker @rosa_lund som har sclerose. Serien hedder "Er det et handicap!" og kan findes der hvor du lytter til dine podcasts," skriver Felix Smith i et opslag på sin Instagram-profil og fortsætter:
"Hele otte ud af ti af os har en relation til et menneske med handicap. Det viser en undersøgelse af danskernes holdninger og kendskab til mennesker med handicap. Alligevel tyder meget på, at vi i mange sammenhænge har et mangelfuldt syn på handicap – også selvom det ikke er af ond vilje. For at udfordre og nuancere de gængse opfattelser af mennesker med handicap lancerer DCH derfor nu kampagnen ”Er det et handicap?!”, der består af en podcast og video."
Med kampagnen er forhåbningen, at danskerne får en større forståelse for, at handicap ikke altid er lig med kørestol eller blindestok, men kan tage mange forskellige former – også usynlige.
Udover Rosa får den populære vært besøg af verdensmester i paracykling Emma Lund, stifter og direktør i GladTeknik Mathias Nielsen og tv-vært på Discovery Mette Cornelius.