Den populære vært Felix Smith, der tidligere har været på danskernes tv skærme med værtsroller i Top gear, Danmark har talent og Zulu djævleræs, åbner snart et nyt kapitel i sin professionelle karriere.
Felix Smith har en mangeårige karriere som vært på P3, DR1, TV 2, og senest podcasten ”Formel 1 med Peter Nygaard og Felix Smith”.
Det oplyser NOVA i en pressemeddelelse.
Fra tirsdag den 30. april ser han frem til hver eftermiddag at skulle underholde NOVA’s lyttere: ”Jeg startede på The Voice i 1998 og har lige siden elsket at lave radio. Det er derfor superfedt at være tilbage bag mikrofonen, ovenikøbet hos Bauer hvor det hele begyndte, nu bare på NOVA” siger Felix Smith om sin kommende værtsrolle.
Content Director hos NOVA, Steffen Raastrup glæder sig også til at byde den nye vært velkommen: ”Felix Smith og NOVA er det perfekte match. Jeg er utrolig glad for og stolt over at kunne forkæle NOVAs lyttere med en af Danmarks bedste værter, der skal skyde sommeren i gang hver eftermiddag på NOVA” siger Steffen Raastrup.
Her sker det
Felix Smith vil sende hver eftermiddag mandag – fredag 14.00 – 17.00 frem til den 1. juli på NOVA. Det sker samtidig med at den nuværende eftermiddagsvært Lars Johansson holder en velfortjent orlov.
NOVA er Danmarks største kommercielle radiostation med mere end 1 million lyttere om ugen. Den sender på FM & DAB+ i hele landet.
Bauer Media er markedsleder på kommerciel radio med mere end 2 millioner ugentlige lyttere på populære radiostationer som NOVA, The Voice, Pop FM, Radio Soft & Radio 100.
Bauer Media er desuden den største kommercielle podcast udbyder med mere end 32 millioner årlige podcast lytninger og populære podcasts som ”Mørkeland”, ”Danske Drabssager”, ”Fantino & Bonde”, ”Du er ikke alene”, ”Anders & Anders”, ”Bilklubben podcast” & ”GO’NOVA Dagens udvalgte”.