Udenfor politistationen i Næstved har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi givet en status på den forsvundne Filippa, der blev efterlyst lørdag eftermiddag.
Siden søndag formiddag har politiet været stort til stede ved et hus på Fladholtevej ved Kirkerup, der ligger syd for Slagelse. Her leder de tilsyneladende efter den 13-årige Filippa, der har været forsvundet i mere end 24 timer.
I denne forbindelse har de også afspærret et stort område omkring adressen. Dette omfatter et stort skovområde, der ligger nær føromtalte hus.
Søndag formiddag udsendte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi en pressemeddelelse, hvori politiinspektør Kim Kliver udtalte, at de mener, at der ligger en kriminel handling bag den unge piges forsvinden.
"Vi ser på sagen med allerstørste alvor. Vi er faktisk meget bekymrede for Filippa og arbejder nu ud fra en teori om, at der er begået en kriminel handling," udtalte Kim Kliver i pressemeddelelsen.
Søndag eftermiddag har politiinspektør Kim Kliver, der også er efterforskningsleder, og vicepolitiinspektør Rune Dahl Nilsson givet en status på sagen. Her har de fortalt, at Filippa er blevet fundet i live.
Politiinspektør Kim Kliver melder også, at en 32-årig mand er blevet anholdt i sagen. Det var en tydeligt berørt politiinspektør, der kunne fortælle, at hun var blevet fundet i live.
Desuden fortalte han også, at hun er ved bevidsthed, men andet kunne han ikke melde om hendes tilstand på nuværende tidspunkt.
Kort efter kl. 13 delte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi desuden et billede, der viser, hvordan den forsvundne Filippa så ud lørdag. Billedet stammer derfor fra kort inden hun forsvandt.
"I forbindelse med eftersøgningen af den forsvundne Filippa, har vi nu fået det seneste billede af hende, som hun så ud, da hun forsvandt," skrev de til billedet, der kan ses herunder: