Ifølge Dr. Seuss' klassiske julebog "Grinchen - Julen er stjålet!", så bor den julehadende, grønpelset Grinch tæt på byen Hvemstrup.
Men noget tyder på at nogle af hans følgere slet ikke er at finde i fantasiens verden - de befinder sig nemlig i indre København.
Flere af Københavns borgmestre ønsker at "revolutionere" byens julemarkeder, som de mener er blevet for generiske og præget af overpriced bratwurst og fudge.
"Jeg synes, vi har en forpligtigelse til at sikre, at julemarkederne har en københavnerånd med bæredygtighed og kvalitet." fortæller Fritidsborgmester Mia Nyegaard (R) ifølge B.T.
I et forsøg på at forny julemarkedet har borgmestrene inviteret forskellige interessenter til en workshop den 10. januar. Målet er at introducere flere lokale varer og skabe større variation på markedet.
Beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) samt teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) er enige om behovet for forandring.
Arrangøren af markedet på Højbro Plads, Michael Deutsch byder initiativet velkommen, men er meget skeptisk om effekten - og hvordan danskerne vil tage imod et potentielt julemarked uden gløgg, brændte mandler og pebernødder.
"Hvad er danske juletraditioner? Vi har risalamande, resten er importeret. Det siger forskerne også. Vi har det, som danskerne gerne vil have, og det er blandt andet fudge og glühwein. Gæsterne brokker sig ikke, så vi vil gerne høre på workshoppen, hvad det er, de gerne vil have" fortæller Deutsch til TV 2 KOSMOPOL.
Workshoppen sigter mod at indsamle input fra forskellige aktører for at definere, hvordan København kan præsentere bedre og mere autentiske julemarkeder fremover.
Workshoppen kommer som svar på ønsket om at bevare byens unikke karakter og skabe en mere meningsfuld juleoplevelse for byens borgere og besøgende.